Overlæge giver gaver til børn, der fødes i dag: - Man er noget helt særligt

Overlægen Thomas Dissing er født den 29. februar. Han har altid haft et indtryk af, at det er en dag, kommende mødre gerne vil undgå at føde på, og det vil han nu gøre op med.

Thomas Dissing er overlæge på afdelingen Bedøvelse og Operation på Aarhus Universitetshospital, og han har lavet gaver til de børn, der kommer til verden i dag, lørdag den 29. februar. Foto: Tonny Foghmar
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

”Kære lille ven. Tillykke med din fødselsdag. Ligesom alle omkring dig synes, at du er noget helt særligt, så er du ovenikøbet født på en helt særlig dag.”

Sådan lyder begyndelsen på en hilsen, som overlægen Thomas Dissing har lavet til alle de børn, der bliver født på Aarhus Universitetshospital i dag, lørdag den 29. februar.

Han er nemlig selv født i skudår, og han vil gerne slå et slag for, at det hverken er slemt at blive født i skudår eller kun have mulighed for at fejre fødselsdag på sin fødselsdato hvert fjerde år.

Det gik op for mig, at mange kommende mødre bekymrede sig om det, fordi de synes, det er synd for de stakkels børn, at de kun kan fejre fødselsdag hvert fjerde år, så det var for at afdramatisere det. Der kan ske værre ting i livet.
Thomas Dissing, overlæge, Bedøvelse og Operation, Aarhus Universitetshospital

- Jeg har altid selv været glad for at have fødselsdag den dag. Det er en gave at være noget helt særligt, og så er det sjovt. Man kan altid lave sjov med det, siger Thomas Dissing til TV2 ØSTJYLLAND.

Alle de børn, der fødes i dag, får sig sådan en fin lille gave.  / Foto: Privat foto af Thomas Dissing

Det skriver han også i slutningen af hilsenen, som altså er blevet delt ud til alle de børn, der er blevet født i dag.

”Jeg fejrer selv min 12. fødselsdag i dag, og hvert år minder dagen – om den er der eller ej – mig om, at man er noget helt specielt, når man er født den 29. februar.”

Sammen med den lille hilsen får de nyfødte skudårsbørn også en lille gave. Nemlig en uro med en sky, som Thomas Dissings Kone, Henriette Thuesen Dissing, har kreeret.

Ifølge Thoomas Dissing har Supermand også fødsesldag den 29. februar, og det er da ret sejt at dele fødselsdag med ham.  / Foto: Privat foto af Thomas Dissing

”Mødre vil ikke føde på skuddag”

Thomas Dissing fik ideen til at give de nyfødte børn en gave og en besked, fordi han igennem flere år har fået et indtryk af, at mødre er nervøse for at føde på skuddagen, fordi de ikke vil have, at deres barn reelt set kun kan fejre fødselsdag hvert fjerde år.

- Min datter blev født tæt op af den 29. februar for 12 år siden, og der hørte jeg en sygeplejerske stå og trøste en mor, som var nervøs for, at hun ville føde på skuddagen, og det ærgrede mig, siger Thomas Dissing og fortsætter:

- For nogle år siden læste jeg så, at kommende mødre fravalgte at få foretaget kejsersnit på denne dato, så jeg tænkte, at det må være en udbredt ting at se det som noget negativt. Men jeg har det helt modsat. Jeg synes, jeg er heldig, siger Thomas Dissing.

Og det fik ham til at dele budskabet i dag.

- Det gik op for mig, at mange kommende mødre bekymrede sig om det, fordi de synes, det er synd for de stakkels børn, at de kun kan fejre fødselsdag hvert fjerde år, så det var for at afdramatisere det. Der kan ske værre ting i livet, siger Thomas Dissing til TV2 ØSTJYLLAND.

Taget godt imod

Thomas Dissing afleverede gaverne til jordemødrene i går, fredag.

Han ved ikke, hvor mange børn de er blevet delt ud til, men han fortæller, at de blev taget godt imod.

Det er Thomas Dissings Kone, der har lavet den lille uro.  / Foto: Privat foto af Thomas Dissing

- Jordemødrene synes, det var en god idé, og det blev taget meget godt imod, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Aarhus Universitetshospital oplyser søndag, at der blev født otte babyer på fødegangen på hospitalet lørdag, som altså nu også kan glæde sig over at dele fødselsdag med Supermand.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her