Pas på tennisbolde i haven - det er tricktyve på spil
Mandag bankede tre personer på dørene ved et plejehjem på Graham Bells Vej i Skejby i Aarhus.
De tre personer fortalte, at de havde mistet en tennisbold, som de gerne ville om i haven og kigge efter.
Et vidne råbte til dem, hvilket fik de tre personer til at løbe fra stedet.
Samme fremgangsmåde blev også mandag brugt overfor en 79-årig kvinde på Samuel Morses Vej i Skejby.
Kvinden fulgte manden om på terrassen. Da hun kom tilbage til sin dør, kom en ung mand ud af hendes bolig.
Herefter opdagede den 79-årige kvinde, at der var stjålet 5.000 kroner fra hendes pung og efterfølgende hævet 12.000 kroner fra hendes hævekort.
Østjyllands Politi har flere gange oplevet denne form for tricktyverier. Det sker især hos ældre mennesker, og derfor opfordrer politiet til, at man ikke går med dem om i haven.
For imens beboeren er distraheret med at lede efter en tennisbold i haven, går en medgerningsmand ind i boligen.