Politiet efterlyser 24-årig for drabsforsøg
Manden er mistænkt for at have stukket en 33-årig i brystet med en kniv.
Østjyllands Politi efterlyser en 24-årig mand.
Han er mistænkt for torsdag aften at have stukket en 33-årig mand med kniv.
- Knivstikkeriet var så voldsomt, at vi efterforsker sagen som et drabsforsøg, oplyser Østjyllands Politi.
Den 33-årige blev stukket i brystet og blev efterfølgende indlagt i kritisk tilstand. Ifølge politiet er han nu udskrevet fra hospitalet.
OBS
I oktober 2023 melder Østjyllands Politi, at manden er blevet anholdt, og TV2 Østjylland har derfor fjernet hans navn og billede fra artiklen.
LÆS MERE HERKnivstikkeriet skete i forbindelse med et slagsmål på Åboulevarden i Aarhus, og politiet har siden ledt efter manden. Det er imidlertid endnu ikke lykkedes at få fat i ham.
- Vi beder nu offentligheden om hjælp til at finde frem til ham, lyder det fra Østjyllands Politi.
- Ser du den efterlyste, eller har du oplysninger om, hvor han er, skal du ikke selv forsøge at tage kontakt til ham eller tilbageholde ham, lyder opfordringen.
I stedet skal du med det samme kontakte politiet på tlf. 114.