PORTRÆT: Uffe Elbæk stiftede Alternativet og forlod det igen
Uffe Elbæk har kæmpet for den grønne dagsorden og mod Alternativets møgsager. Nu forlader han partiet.
Idéen om Alternativet startede på gaden.
Allerede i en ung alder drømte Uffe Elbæk om at forandre samfundet, og på et gadehjørne på Frederiksberg kom han i 2013 på at stifte et parti, der skulle forandre dansk politik og fremme den grønne dagsorden.
På samme gadehjørne annoncerede han 16. december sidste år, at han ville træde tilbage som politisk leder og hellige sig arbejdet som menigt folketingsmedlem.
- Nu synes jeg, at jeg kan aflevere Alternativet i god, solid stand. Det er et parti i harmoni med sig selv. Vi ved, hvor vi vil hen, og vi har fået et tillidsfuldt forhold til den her regering. Man kan ikke skabe en bedre platform for en ny politisk leder.
Siden er meget gået helt skævt for partiet og Uffe Elbæk, som mandag fortalte, at han helt forlader Alternativet og bliver løsgænger.
- Når jeg nu hopper ud af Alternativet-bussen og op på min egen grønne cykel, er det fordi, jeg ikke længere kan genkende det Alternativ, som jeg var med til at starte.
- Det lyder selvfølgelig meget sort-hvidt. Og det er det også, skriver Uffe Elbæk ifølge Politiken i et brev til Alternativets medlemmer.
Ville mere end Aarhus
I 2013 lignede det en kamp mod alle odds at få Alternativet valgt til Folketinget.
Men Elbæks grønne tropper stormede ind på tinge med ni mandater og kunne konstatere, at hans nye parti blev stærkere repræsenteret end De Radikale, som han blev valgt for i 2011, men siden forlod.
Han startede som socialpædagog i Aarhus Kommune i 1980'erne. Men han ville mere - og han gik fra at være kommunalt ansat udviklingsmedarbejder til at grundlægge iværksætteruddannelsen Kaospiloterne i 1991, hvor han var rektor indtil 2006.
Den treårige uddannelse til kaospilot med vægt på projektledelse skulle være med til at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden, og for mange har uddannelsen givet job i erhvervslivet, mens mere end en fjerdedel af eleverne ifølge skolen starter selvstændig virksomhed.
Men uddannelsen har også været udsat for hård kritik for at uddanne eleverne til at starte projekter, som ikke har reel samfundsværdi, for skatteborgernes penge.
Initiativrige iværksætter i Folketinget
Som rektor for Kaospiloterne var Elbæk en markant kulturpersonlighed i Aarhus, og det blev afsættet for en politisk karriere. Han blev valgt til Aarhus Byråd for De Radikale i 2001.
Tiden i Aarhus sluttede i 2007, da Uffe Elbæk flyttede til København for at være direktør for den internationale sports- og menneskerettighedsbegivenhed World Outgames.
Ved valget i 2011 blev den initiativrige iværksætter stemt ind i Folketinget. Allerede før han rigtigt havde nået at virke som folketingsmedlem, blev han overraskende udpeget som kulturminister.
Men den utraditionelle minister forlod frivilligt magtens tinde, da der blev sået tvivl om hans habilitet i forbindelse med nogle middage betalt af Kulturministeriet. Siden frikendte Rigsrevisionen dog Elbæk for anklagerne.
Elbæk har suverænt været Alternativets største politiske navn, og derfor var det et åbent spørgsmål, om hans arvtager kunne fortsætte projektet.
Det spørgsmål er blevet endnu mere relevant efter Elbæks exit mandag.