Rasmus havde mor med på messe: Jeg har styr på det
Unge i Aarhus Kommune blev inviteret på uddannelsesmesse, hvor også mødre var meget velkomne
Det kan være svært at beslutte sig for, hvad man vil efter folkeskolen. I Aarhus vælger 80 procent af eleverne gymnasiet, mens kun 12 procent tjekker ind på en erhvervsfaglig uddannelse.
Den udvikling forsøgte man i dag at vende på uddannelsesmessen "Mors U-dag" på Aarhus Business College i Aarhus.
Her havde man - udover de unge selv - inviteret deres mødre med, så de også kunne høre om mulighederne for ungdomsuddannelser.
Læs også:
En af dem, der var mødt op sammen med en ved sin side, var Rasmus Correll Clemmensen fra Aarhus. Han havde sin mor Anni med.
- Jeg mener selv, jeg har hundrede procent styr på, hvad jeg skal næste år, startede han ud med at sige, inden turen gik rundt til de mange messestande.
- Jeg har nok ikke så meget indflydelse, men jeg har da lidt at sige, tror jeg, siger Anni Clemmensen, som dog understreger, at det i sidste ende er hendes søns helt eget valg.
Rasmus Correll Clemmensen havde inden dagens messe en idé om, at han enten ville ind på uddannelsen EUX, som kombinerer en gymnasial uddannelse med et svendebrev, eller på HF. Undervejs i dag blev han dog i tvivl om, hvorvidt det også var det rigtige.
Efter uddannelsesmessen følte han sig ikke ligeså afklaret længere. Tværtimod:
- Det er helt sikkert noget, mig og min mor vil diskutere. Hvad jeg skal næste år, siger han.
Du kan møde Rasmus og hans mor Anni i tv-indslaget øverst i artiklen.