Rektor på uroplaget gymnasium: Færre to-kulturelle elever kan løse udfordring
Rektoren på Viby Gymnasium mener bl.a., at en af løsningerne på problemerne kan findes i en ny ét-årig lov.
Dagligdagen på Viby Gymnasium ved Aarhus er præget af konflikter, utryghed, slagsmål og en hård tone.
Det viser en rapport, som avisen Jyllands-Posten har fået aktindsigt i.
Men nu mener rektoren på Viby Gymnasium, Lone Sandholdt Jacobsen, at de har fundet løsningerne på problemerne.
- Vi er gået aktivt ind i det og har brugt en pædagogisk konsulent. Så har vi fundet andre uddannelsessteder til de elever, der var tættest involveret i den konkrete konflikt. Og så har vi haft gode samtaler med de elever, der har været involveret i nogle af de andre ting, der nævnes i rapporten, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Her kan du læse mere om historien om rapporten.
Ny ét-årig lov er også en løsning
Andelen af tokulturelle elever er på ca. 40 procent på Viby Gymnasium, og det er særligt et mindretal, der er årsagen til udfordringerne.
Grundprincippet er, at elever har frit gymnasievalg, men en ny ét-årig lov giver gymnasierne mulighed for at fastsætte lokale elevfordelingsregler. Det har Viby Gymnasium anmodet fordelingsudvalg Øst i Region Midtjylland om, hvilket er blevet imødekommet.
Den ét-årige lov er altså også en af løsningerne på udfordringerne på Viby Gymnasium, mener rektoren.
- Fra næste år har vi fået en ordning, hvor elever fra udsatte boligområder fordeles på de andre gymnasier i byen. Så dem får vi ikke nogen af næste år, og derfor vil vores andel falde til 10-15 procent, siger rektor Lone Sandholdt Jacobsen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det, der så følger, er, at der skal laves nogle blivende regler. Den tidligere minister har nedsat en ekspertgruppe, som er på vej med deres rapport nu. Og på baggrund af den, så ved jeg, at vores nye undervisningsminister vil arbejde seriøst for at finde nogle blivende regler, der kan imødegå problemstillingerne, tilføjer hun.