Rotte har skabt pakkekaos: Lars måtte bygge om til klokken 2 om natten

Fredag måtte Føtex i Egå lukke ned på grund af spor efter rotte. Det har skabt pakkekaos i den aarhusianske forstad.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Used Tools i Egå har modtaget mere end 800 pakker ekstra siden fredag.

Søndag blev Lars Sode kontaktet af Postnord i et råb om hjælp. Pludselig stod de med et kæmpeproblem udløst af spor af en rotte i Føtex i Egå. 

Supermarkedet modtager nemlig hver dag hundredvis af pakker, som de lokale kan afhente, når de har handlet på nettet. 

Men det satte en rotte et komplet stop for. Men internethandlen stopper ikke af den grund, og pakkerne fortsatte med at vælte ind hos Postnord. 

Derfor tog de kontakt til Lars Sode, der driver butikken Used Tools i Egå. 

Han modtager i forvejen pakker fra forskellige firmaer, men med den midlertidige lukning af Føtex, blev han bedt om at tage imod kæmpe mængder pakker på hans lager, der normalt er fyldt med brugt værktøj, som han sælger. 

På arbejde til midt om natten

Det krævede en større ombygning af butikken, hvor der er blevet opstillet markant flere reoler til de mange pakker. 

- Jeg kaldte en medarbejder på arbejde hele søndag. Han fik fri klokken 22, og jeg gik selv og byggede om frem til klokken 02 om natten, siger han til TV2 Østjylland. 

Lars Sode har ombygget sin butik for at gøre plads til de mange pakker. Normalt er der værktøj på hylderne på lageret.

Mandag morgen mødte tre mand op fra Postnord for at gøre butikken klar til det store rykind af pakker. 

Siden er burene rullet ind i butikken. Tirsdag er der 700 uafhentede pakker i butikken, og der står flere bure klar, som skal scannes ind og gøres klar til at blive hentet af kunder. 

Lars Rode fortæller, at han har gjort det for at hjælpe folk med at få deres pakker. 

- Jeg gør det for at hjælpe folk med pakkerne og for at få folk ind i butikken, som ikke kendte os før, siger han. 

Til gengæld er det ikke nogen overskudsforretning i sig selv at håndtere de mange ekstra pakker. 

- Jeg skal have ekstra folk på hver dag, og det løber ikke rigtig rundt med de ekstra udgifter til løn. Men det går nok, det er mere for at være serviceminded, og så er det jo snart jul, siger han. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her