Rumfartøjet Philae er vågnet
For første gang siden november har landingsfartøjet Philae sendt oplysninger hjem til jorden
Efter syv måneder i dvale er landingsfartøjet Philae igen vågnet på kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko, skriver dr.dk.
Sent lørdag aften sendte fartøjet data hjem til Jorden.
Den 12. november 2014 landede et menneskeskabt fartøj for første gang på en komet. Her lykkedes det Philae, at sende oplysninger om kometen tilbage til Jorden via moderskibet Rosetta i cirka 60 timer, men så slap strømmen op.
Philae var nemlig landet i halvskygge, så solpanelerne fik for lidt strøm, men nu er kometen så tæt på Solen, at flere solstråler rammer landingsmodulet, og Philae får 10 gange så meget sollys nu som for et halvt år siden.
Nu venter fysikerne på den næste kontakt, som kan give holdet bag projektet mere information om, hvad der er sket med Philae de seneste dage. Philae tænder hvert 30. minut sin modtager og lytter efter signaler fra moderskibet Rosetta, der kredser om kometen. Herefter sender Rosetta signalerne videre hjem til Jorden.
Se flere billeder af rumfartøjet i videoen øverst på siden.