Sådan oplever du verdens bedste cross-løbere i aktion
Aarhus er vært, når VM i cross i dag løber af stablen i Aarhus. Der bliver rig mulighed for, at østjyderne kan komme ud at se de dygtige løbere - og kronprinsen.
En af Danmarks største idrætsbegivenheder nogensinde løber i dag af stablen i Aarhus. Mere end 60 TV-stationer sender direkte fra dagens VM i cross, der bliver afviklet i området omkring Moesgaard i det sydlige Aarhus.
Der er gratis adgang for tilskuere både langs løberuten og på Moesgaard Museum. En del af ruten går over taget på Moesgaard Museum, hvor arrangørerne forventer, at en god del af tilskuerne kommer til at stå.
- Cross er der hvor løbesporten startede. Og VM er på mange måder det ultimative løb. De bedste fra forskellige distancer samlet på en rute i Aarhus, som i sig selv tegner til at blive historisk. Men cross er også ofte en lidt overset disciplin, siger direktør i Dansk Atletikforbund, Jakob Larsen, i en pressemeddelelse.
Ifølge arrangørerne er cross atletikkens ældste og mest traditionsrige mesterskab og betegnes som det sværeste VM at vinde inden for atletikken. Til dagens VM stiller knap 600 løbere fra 67 lande til start.
VM i cross kaldes også verdensmesterskabet i terrænløb. På dagens rute skal deltagerne passere både græs, vand, sand og mudder, og så skal de altså løbe over taget på Moesgaard Museum, der har en stigningsprocent på ti.
Dagens program:
9.00 DM Cross Country UNGDOM
10.30 Velkomstceremoni
11.00 Stafet 4 x 2 km
11.35 U20 Kvinder 6 km
12.10 U20 Herrer 8 km
12.45 Medaljeceremoni WU20 Kvinder
13.00 Senior Kvinder (plus VM-løbet | "The Search")
13.45 Medaljeceremoni U20 Herrer
14.00 Senior Herrer (plus VM-løbet | "The Search")
14.45 Medaljeceremoni Senior Kvinder
14.50 Medaljeceremoni Senior Herrer
15.00 MOTIONSLØB: 4 X 2 KM | Stafet
15.45 MOTIONSLØB: 2 km | Sprint
16.15 MOTIONSLØB: 4/8/12 km | Cross/Trail
Kilde: VM i cross, www.aarhus2019.com
- Det er den bedste og smukkeste rute, jeg nogensinde har set, sagde den femdobbelte crossverdensmester fra 1995-1999 Paul Tergat på gårsdagens pressemøde.
Blandt de omkring 2.000 amatørløbere, der også skal på farten i dag, skulle Kronprins Frederik have været. Men en knæskade tvang ham desværre til at melde afbud.
Gratis shuttle-busser
I stedet skyder han mændenes U20-klasse i gang klokken 12.10 samt motionisternes løb fra klokken 15.00. Start- og målområdet ligger lige ved Moesgaard Museum, og der kommer til at køre gratis shuttle-busser mellem Aarhus og Moesgaard.
Du kan læse mere info til tilskuerne her.
Hvis man ikke selv har mulighed for at været tilskuer på årets måske varmeste dag hidtil, så er der altså en anden mulighed. TV 2 sender nemlig direkte fra 10.30 til 15.00.
Aktiviteter for tilskuerne:
- Et stort Mikkeller fanzonetelt spækket med højt humør og øl, hvor løberne tilmed kommer igennem undervejs på ruten
- En klubzone, hvor du kan medbringe bannere og skumfingre
- En 15 cm dyb vandpøl
- Et mudderhul
- En 20 meter lang sandgrav
- En vikingezone
- Taget på Moesgaard Museum, hvor du kan se frem til hundredvis af mennesker, der er klar til at skabe en stemning, som var det en varm Tour de France etape på Alpe d’Huez
- Et hævet sving ved foden af taget
Kilde: VM i cross, www.aarhus2019.com