Som 13-årig begyndte Nanna at miste håret: - Jeg græd og følte mig forkert

Tilbage i 2007 er Nanna Boysen Ebsen bare en 13-årig teenager, der ligner de fleste andre på sin alder. Hun har gang i håndbold, fodbold, går i klub og har kalenderen fuld af aftaler.

Hun har lyst hår til skuldrene og er vant til, at hendes mor sætter det om morgenen. For det meste i en fransk fletning. En morgen opdager hendes mor en forandring.

- Min mor kigger på mig i spejlet og siger, at jeg har en skaldet plet bag mit øre. Den skaldede plet udvikler sig hurtigt til flere, siger Nanna Boysen Ebsen til TV2 ØSTJYLLAND.

I dag er Nanna 24 år og bor i Aarhus. De skallede pletter er kun blevet større og flere med årene. Hun har derfor taget en beslutning. En beslutning om at få fjernet de sidste rester hår og gå med paryk.

I 2011 begynder hun på handelsskolen, og som mange andre fylder udseendet, sport, venner og de mange gymnasiefester meget i hendes liv. Men for Nanna er der også noget andet, der fylder. Pletterne bliver større, og der kommer hele tiden flere til. For hver dag der går, bliver hun mere og mere skaldet.

Nanna er flov over at miste sit hår. Hun gør derfor en stor indsats for at skjule det for andre. Undtagen for dem der er tættest på hende.

- Jeg er så bange for, at folk opdager det. Jeg er virkelig flov over det, fortæller hun.

Hun holder det skjult for selv sine bedste drengevenner og en fyr, hun ser. Men det er opslidende og ikke altid lige nemt.

- Jeg vågner ved, at han bevæger sig bag ved mig. Han hvisker lige så forsigtigt mit navn. På et splitsekund får jeg influenzasymptomer. Jeg ved, hvad han vil sige. Han spørger, om jeg ved, at jeg har en skaldet plet. Skal jeg lyve? Hvad skal jeg sige? Jeg fortæller ham det. Han krammer mig og siger, at det har jeg skjult godt.

Nanna har en lidelse, der kaldes Alopecia Areata, som er en autoimmun sygdom. Det betyder, at immunsystemet angriber kroppen, og i Nannas tilfælde angriber det hårsækkene. Hos nogle mennesker gror håret ud igen, og hos andre gør det ikke.

Håret pibler frem

I 2015 flytter Nanna til Aarhus, hvor hun skal læse til sygeplejerske. Den nye by betyder, at hun får ny hudlæge og en ny form for behandling.

- Håret pibler frem. Jeg husker tydeligt glæden, jeg er så glad. Hudlægen sagde til mig, at de ikke kunne gøre mere, for jeg havde hår på alle de skaldede pletter, siger hun.

Glæden er kortvarig. Efter to-tre måneder falder håret af igen, og en ny behandling sættes i gang. En behandling, hvor hun ikke må røre alkohol.

De nye studiekammerater kender ikke til hendes hemmelighed, som i den grad begrænser hende.

- Jeg trækker mig fra flere arrangementer, og jeg vælger at sige til folk, at jeg ikke har lyst til at drikke. Selvom det er det, jeg allerhelst vil. På det tidspunkt er jeg meget flov og pinlig. Jeg synes, at det er skamfuldt, fortæller hun.

Skjuler tabet af hår

Den ene løgn fører til den næste. Hemmeligheden vokser sig større, og det er kun hendes bedste veninder og familie, der kender den.

- Jeg bruger 45 minutter på at sætte mit hår hver morgen. Rutinen er fast. Jeg spraymaler mit hår og alle pletter med en tørshampoo, som har mørkt look. Jeg lægger en ære i ikke at vise det. Hvert hår bliver nøje sat, så man ikke kan se, at jeg mangler op mod halvdelen.

Det er en kæmpe udfordring at skjule det. Blæst og regn er hendes værste fjender, og så er der helst ikke noget, der skal bryde hendes faste morgenrutiner.

- Jeg får det fysisk dårligt, når jeg skal i bad. Min mave gør ondt. Der bliver det nemlig tydeligt, hvor lidt hår der er tilbage. Hver gang jeg reder mit hår, mister jeg noget af det.

Majbritt Boysen Ebsen, Nannas mor, oplever på nærmeste hold, hvor meget hårtabet betyder for Nanna.

- Hun bruger så lang tid på at sætte sit hår. Hun har utrolig mange spekulationer om, hvad der vil ske, hvis folk opdager det. Det er en kamp for hende. Hun dobbelttjekker alt, og vi skal hele tiden tjekke hendes hår, siger Majbritt Boysen Ebsen.

Du skal overveje paryk

Der er aldrig en behandling, der virker i særlig lang tid. Nanna bliver immun over for dem, og derfor fortæller hendes hudlæge til sidst, at hun bør overveje paryk - han kan ikke gøre mere for hende.

- Jeg går i chok, og jeg bliver rasende samtidig. Jeg begynder at græde. Det kan jeg ikke. Jeg ville gøre alt for undgå det. Jeg køber alverdens hårpiller. Jeg græder så mange tårer og tænker hele tiden, at jeg går ned i et sort hul, den dag alt mit hår falder af.

Håret er blevet som en besættelse for hende, og det fylder hendes tanker konstant. Selv hendes underbevidsthed.

- Jeg har fået fortalt af mine forældre og veninder, at når jeg sov, så lå jeg med hænderne på hovedet og dækkede for de skaldede pletter. På det tidspunkt fylder det alt i min bevidsthed.

En dag i august 2017 er Nanna taget med sin mor og søster ned for at prøve paryk.

- Da jeg får den på mit hoved, får jeg det fysisk dårligt. Jeg græder og bliver vred. Tag den af! Nu! Jeg skal ikke have den. Ingen vil nogensinde elske mig med paryk.

Nanna ser en fyr, som hun er glad for, men hun har ikke fortalt ham om sit hårtab. Hun ved, at hun snart må acceptere, at hun skal have paryk, så hun vælger at fortælle ham det.

- Jeg skriver til ham for at afslutte det. Jeg tror ikke på, at en fyr kan elske mig uden hår, men han svarer tilbage, at det kan der ikke blive tale om. Han vil stadig se mig med eller uden hår.

Han er med til at give hende troen på, at en fyr stadig kan elske hende med paryk.

Nanna får parykken med hjem, og i tre-fire måneder ligger den gemt væk i en skuffe. Men det hele bliver for meget. Hun har kun halvdelen af sit hår tilbage.

- Jeg skriver en besked til en gruppe venner på 17 personer fra handelsskolen. Få af dem kendte til min lidelse. Jeg kan ikke mere.

Søster barberer resten af

Tilbagemeldingerne er fyldt med kærlighed og hjerter, og det gør hende mere sikker på, at hun er ved at nærme sig en beslutning.

- Jeg spørger min søster, om hun vil tage håret af mig. Hun spørger, om jeg bliver ked af det. Vi klippede det, der var tilbage af. Og tog resten med maskinen, siger hun og fortsætter:

- Jeg går ind i stuen til min forældre og siger, at de skal sige hej til deres skaldede datter. De siger, at jeg er smuk og kysser min skaldede isse.

Nannas mor, Majbritt Boysen Ebsen, husker tydeligt, da Nanna kom ind i stuen.

- Det glemmer man ikke. Hun smilede, og jeg kunne mærke lettelsen.

Nanna er meget lettet over at have taget beslutningen.

- Jeg synes jo, at jeg så forfærdelig ud. Det er meget befriende. Alle de sten og spændinger, jeg havde, de er blevet fjernet. Nu er det gjort, og jeg kan ikke ændre det.

Det tager dog noget tid for hende at vænne sig parykken. Hun er en naturlig pige, der altid har brugt meget lidt makeup og ikke gjort sig i extension eller lignende.

- Jeg går altid med den, når jeg skal ud. I begyndelsen føler jeg mig meget unaturlig. Jeg har noget på mig, som jeg ikke bør have, fortæller hun.

Har det meget bedre med paryk

Da Nanna beslutter sig for at gå med paryk, vælger hun samtidig, at hun vil være ærlig over for alle sine venner og sin omgangskreds. Hun vil ikke lyve længere.

- Det er vigtigt, at man ikke går og skjuler noget, der er så stor en del af en. Jeg bliver bekræftet i, at det er det rigtige valg, at jeg ikke skal gå og gemme det. Folk er så søde og forstående, og jeg burde have været åben før.

Det er ikke kun Nanna, der kan mærke forskellen. Det kan hendes mor også.

- Hun hviler meget mere i sig selv, og hun er blevet meget mere glad. Hun er stadig den samme Nanna - med eller uden hår, siger Majbritt Boysen Ebsen.

Udover at fortælle sin venner om sit hårtab rejser hun sig også op foran sine studiekammerater og fortæller, at hun snart skal have paryk.

- Mit liv er blevet nemmere både fysisk og psykisk. Jeg har åbnet mig for alle mennesker tæt på mig. Jeg er åben om, hvem jeg er, og jeg skjuler ikke længere noget omkring mig. Jeg kan stadig tænke, hvordan mon fyre tænker om mig, men jeg har fået det meget bedre med paryk. Og især ved at være ærlig, fortæller Nanna Boysen Ebsen.