Spritny bil beslaglagt: Kørte vanvidskørsel i lånt bil
Ved en hastighedskontrol på Bredskiftevej i det vestlige Aarhus onsdag eftermiddag fik en 22-årig mand fra Tilst konfiskeret en bil, som han havde lånt af en ven.
Den 22-årige mand kørte 103 kilometer i timen på en strækning, hvor man må køre 50 kilometer i timen.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Manden fik en ubetinget frakendelse af kørekortet, og derudover blev bilen beslaglagt.
Det viste sig, at det ikke var mandens egen bil. Han havde nemlig lånt sin vens helt nye bil, der var købt for blot 14 dage siden.
Bilen er nu i politiets varetægt, og det er op til retten at bestemme, om bilen skal sælges på aktion senere. Pengene vil i så fald gå til staten.
Beslaglæggelsen sker på baggrund af den færdselslovsændring, der trådte i kraft den 31. marts 2021, efter at Folketinget har besluttet sig for at skærpe straffen for vanvidsbilisme i flere tilfælde.
Hvad er vanvidskørsel?
Følgende overtrædelser betragtes som vanvidskørsel:
- Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
- Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
- Særligt hensynsløs kørsel
- Kørsel med hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel over 100 kilometer i timen.
- Kørsel med en hastighed på 200 kilometer i timen eller derover
- Spirituskørsel med en promille over 2,00
Udvalgte strafskærpelser for vanvidskørsel efter færdselsloven – trådt i kraft 31. marts 2021
- Kap- og væddeløbskørsel er skærpet fra bøde til fængsel. Kap- og væddeløbskørsel vil som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år efter færdselsloven.
- Skærpelse af straffen til fængsel for de groveste hastighedsforseelser - det vil sige hvor hastigheden er
- 200 kilometer i timen eller derover eller
- mere end 100 procent for hurtigt, hvis hastigheden er mere end 100 kilometer i timen.
- Overtrædelserne vil desuden som udgangspunkt medføre ubetinget frakendelse af førerretten i minimum 3 år.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi
Udover episoden med vanvidskørsel fik tre personer en betinget frakendelse af kørekortet, og fem personer fik et klip i kørekort på samme strækning. Én af dem fik samtidig et kørselsforbud.
Den 22-årige mand er den tredje person, der får beslaglagt en bil, der ikke er hans egen.
Syv biler og to motorcykler konfiskeret
Og det er altså ikke første gang, at ændringen i færdselsloven bliver anvendt. Tirsdag i sidste uge beslaglagde en enkelt betjent fire køretøjer for vanvidskørsel.
Østjyllands Politi har fokus på lige præcis vanvidskørsel i øjeblikket.
- Det er noget, vi har haft fokus på i noget tid nu. Det er særligt nogle bestemte områder i Aarhus, vi har fokus på, siger kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi har beslaglagt syv biler og to motorcykler siden ændringen af færdselsloven trådte i kraft.