Stedfar til fireårig pige: Vidste ikke, jeg kunne blive så rasende
Stedfaderen til den lille pige, der onsdag blev bortført fra sin børnehave og angiveligt voldtaget, fortæller nu om den forfærdelige oplevelse
OBS: For at beskytte den fireårige pige har TV2 ØSTJYLLAND valgt ikke at bringe navn og billede af stedfaren.
___
Onsdag eftermiddag fik en stedfar det opkald fra hans steddatters børnehave, som alle med barn frygter. Hun var forsvundet. Der viste sig at være forfærdelige årsager til hendes forsvinden.
Stedfaren bliver ringet op af børnehaven, der spørger, om han eller pigens mor har hentet det fireårige barn. De svarer nej, og børnehaven siger derefter, at pigen er væk.
Stedfaren og moren tror først, at pigen måske kan være gået hen til deres gamle lejlighed. Men der er hun ikke.
Parret deler sig derefter op i to. Hendes mor går turen, som de plejer at gå sammen til børnehaven, og stedfaren kører tilbage til børnehaven.
- Det er et er et kæmpe chok. Den tur fra den gamle lejlighed over til børnehaven, da troede jeg ikke, at jeg fik hende at se igen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Pigen er tilbage
Da stedfaren kommer tilbage til børnehaven, er den fireårige pige kommet tilbage.
Hun smiler og griner, og siger, at hun har fået chokoladekiks.
Pigen virker ifølge stedfaren ikke synderligt ramt, men lige så snart, han taler med hende, ved han, at hun har været udsat for noget.
- Jeg var meget lettet, da jeg så hende og troede, at alt var godt igen. Men der kommer så en bombe oveni bagefter. Men i det mindste er hun i live.
- Det første hun siger er, at der er en mand, der har løftet hende over hegnet. Det næste hun siger, er de yderligere detaljer om, hvad der er sket. Så siger hun, at der var en anden mand, der fulgte hende over til børnehaven.
Pigen fortæller ifølge stedfaren, at manden var sød over for hende og havde nogle søde hunde, og han gav hende chokoladekiks. Men så gjorde han også noget ved hende, som hun syntes var ulækkert.
- Jeg vidste ikke, at jeg kunne blive så rasende. Min allerførste tanke var, at jeg ville gå ud og få fingrene i ham, men gudskelov at jeg ikke gjorde det, for det ville ikke gavne nogen som helst, siger stedfaren.
- Og så ramte en sær følelse mig. Jeg blev taknemmelig, over at hun stadig kan smile og ligner sig selv fra om morgenen. Bagefter var jeg taknemmelig for, at manden ikke har gjort mere, og det virker jo endnu mere sindssygt. Og så får jeg faktisk ondt af ham, at han har det sådan her, og så vender vreden tilbage igen.
Pigen smiler
Pigen opfører sig torsdag som hun plejer, men ifølge stedfaren har hun lagt mærke til, at der foregår noget anderledes.
- Hun har været til interview ved politiet, og hun var på retsmedicinsk i mange timer. Hun var træt, da vi kom hjem. Men det er først nu her, at det er gået op for hende, at det var en farlig situation.
- Men hun smiler og griner og ligner sig selv.
Bebrejder ikke børnehaven
Stedfaren arbejder selv som folkeskolelærer og er selv en af dem, folk placerer deres børn hos.
- Min første tanke var, hvordan kan det her ske. Men jeg bebrejder ikke børnehaven noget som helst. De er underbemandet ligesom mange andre steder. Jeg kunne mærke, at de var ude af den og kede af det.
Pigen forsvandt fra Børnehuset Snogbæksvej i Aarhus V, og det fører til skærpet opsyn i de lokale institutioner.
Det fortæller Kristine Schroll, der er dagtilbudsleder for Dagtilbud Hasle, hvor børnehuset hører under.
- Vi har procedurer for opsyn. Men gårsdagens hændelse giver anledning til en gennemgang og eventuelle justeringer. Vi runderer på en anden måde. Vi holder for eksempel mere øje med hegnet. Det gælder alle vores institutioner under Dagtilbud Hasle, siger Kristine Schroll.
33-årig mand sigtes
Østjyllands Politi fremstillede torsdag klokken 13 en 33-årig mand i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Manden sigtes for overgreb mod en fireårig pige, som onsdag blev fjernet fra Børnehuset Snogebæksvej i Aarhus V og taget med til en nærliggende adresse, hvor pigen ifølge politiet blev udsat for seksuelt overgreb.
Manden er sigtet for frihedsberøvelse, idet han onsdag kort før klokken 13 løftede pigen over børnehusets hegn og kørte hende til adressen på Trillegårdsvej.
Manden er derudover sigtet for at have udsat pigen for flere former for sexovergreb. Han er både sigtet for voldtægt og for at have haft anden kønslig omgang end samleje med den fireårige pige.
Pigen blev efterfølgende, mener politiet, kørt tibage til Børnehuset Snogebæksvej efter en times tid.
Nægter sig skyldig
Forsvarsadvokat Bjarne Frøberg oplyser, at hans klient nægter sig skyldig og ikke ønsker at udtale sig i sagen. Bjarne Frøberg oplyser desuden, at den 33-årige mand har det psykisk dårligt.
Derefter blev pressen sendt ud af retslokalet.
I forbindelse med efterforskningen hører Østjyllands Politi gerne fra vidner, som har set en bordeauxrød Mitsubishi Carisma, som den mistænkte 33-årige mand har kørt med pigen i fra daginstitutionen Snogebæksvej til adressen på Trillegårdsvej i Aarhus V.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.
Tidligere torsdag oplyste politiet, at man havde anholdt to personer i sagen. Hvad status er for den anden person, som ikke fremstilles i grundlovsforhør klokken 13, er uvist.
Østjyllands Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.