Stjerneinstruktør søger ansatte fra skoler: Vil fortælle deres historier
Stjerneinstruktør vil fortælle personlige historier fra folkeskolen.
Teaterinstruktøren Christian Lollike, der lige nu er aktuel med klassikeren Erasmus Montanus på Aarhus Teater, efterlyser hjælp til sit næste stykke.
Det skal nemlig handle om livet i folkeskolen fortalt af de ansatte.
Derfor efterlyser han og Aarhus Teater lærere, pædagoger, skoleledere og andre ansattes historier om oplevelser fra hverdagen.
- Folkeskolen er måske mest personlighedsdannende institution i vores liv. Den har afgørende betydning for vores dannelse, fællesskabsfølelse og selvopfattelse. Det er nødvendigt at undersøge, hvordan skolen håndterer de mange forskellige udfordringer, børn står overfor i dag, siger Christian Lollike i en pressemeddelelse.
Sidder man inde med en god historie, kan man eksempelvis lade sig inspirere at spørgsmål, som hvordan sociale medier påvirker undervisningen, en konkret dialog mellem elever, eller et vredesudbrud, du ville ønske du var kommet med i en given situation, opfordrer Aarhus Teater.
Instruktøren har tidligere fået hjælp af autentisk materiale, da han i 2018 opsatte stykket Hospitalet.
- Jeg synes, det er interessant at bruge et autentisk materiale. Jeg tror, at det er sådan, forestillingen bedst bliver i stand til at fortælle om livet i folkeskolen anno 2022, siger Christian Lollike.
Det optimale skoleliv?
Ifølge teaterdirektør Trine Holm Thomsen har folkeskolen en dannende funktion, der er afgørende for, hvordan vi udvikler os som mennesker senere i livet, og vi er optagede af at skabe det optimale skoleliv.
- Men hvad er det? Vi forsøger med skolereformer, med intenst forældresamarbejde, inklusion og øget fokus på trivsel, men undersøgelser viser, at børn i stigende grad oplever stress og angst.Teaterdirektør Trine Holm Thomsen,
Stykket har arbejdstitlen Folkeskolen, og der er deadline for historier den 3. oktober. Alle historier behandles anonymiseret og fortroligt.