Storbrand er nu under kontrol
En omfattende brand på Michael Drewsens Vej i Højbjerg er nu under kontrol. Ilden forventes dog først slukket ud på natten
Det brænder fortsat på Michael Drewsens Vej i Højbjerg, men brandmændene har efterhånden fået flammerne under kontrol. Det fortæller indsatsleder Anders Jensen til TV 2 I ØSTJYLLAND.
- Branden er efterhånden under kontrol, men vi kommer til at være derude det meste af natten, siger han.
Branden blev anmeldt kort efter klokken 13, hvorefter kraftig røg kunne ses langt omkring. Siden har i alt 70 brandmænd været involveret i slukningen på den ene eller anden måde, siger Anders Jensen.
Det er for tidligt at sige noget konkret om skadernes omfang, men meget er væk:
- Folk, der har virksomhed derude på brandstedet, skal ikke forvente, at der er så meget at vende tilbage til, siger Anders Jensen.
Læs også:
En af de virksomheder, der er brændt, er Aros Isolering. Ejer Morten Dahlgren Jensen fortæller, hvordan han oplevede brandens begyndelse:
- Jeg kan pludselig se noget røg ud af porten, og at der er ild i bilen, der hænger oppe på liften. Jeg ringer 112, og de mener, at jeg skal skynde mig at komme væk. Der gik måske 5-6 minutter før brandbilerne kom, og i løbet af den tid fik det bare fat, og nu er der 3.000-4.000 kvadratmeter lager, der brænder af, siger han til TV 2 I ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi oplyser, at ingen er kommet til skade ved branden.