Tip fik ungt par i politiets kløer: Nu skal manden 12 år i fængsel

To skarpladte våben og af 13 kilo amfetamin er med til at sende 24-årig i fængsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Politiet fandt først en skarpladt pistol i en lejlighed i det centrale Randers. Senere fandt betjente endnu en skarpladt pistol, som var gravet ned i jorden. Foto: Bax Lindhardt - Ritzau Scanpix

En 24-årig mand er fredag blevet idømt 12 års fængsel i Retten i Randers.

Det sker efter, at et tip i januar ledte Østjyllands Politis specialpatrulje på sporet af manden og hans 25-årige kæreste.

Tippet er årsagen til, at den 24-årige mand, Jonas Nygaard Glavind, nu er dømt for at have været i besiddelse af to skarpladte våben, 13 kilo amfetamin og omkring 300 gram kokain i salgsposer.

Mandens 25-årige kæreste er ved samme retssag blevet idømt et år og ti måneders fængsel for at have været med til at sælge en del af narkoen.

Specialpatrulje på sporet

Østjyllands Politis specialpatrulje bankede en aften i januar på døren hos Jonas Nygaard Glavind og hans kæreste. Parret bor i en lejlighed i det centrale Randers.

Da den 24-årige mand åbnede døren, erkendte han straks, at han havde ulovlige stoffer i hjemmet. En ransagning afslørede, at der lå narko i flere skabe og skuffer.

Det er en meget stor mængde hård narkotika, og som kunne være endt på gaden.
Dorthe Lysgaard, anklager, Østjyllands Politi

Via undersøgelser af telefoner og computere kunne efterforskerne bevise, at både den 24-årige og hans kæreste havde solgt narko i flere tilfælde fra juli 2018, og frem til de blev anholdt.

Fandt nedgravet pistol

Den videre efterforskning i sagen førte politiet til endnu en skarpladt pistol, som lå gravet ned i jorden ved en adresse i Randers.

Den pistol blev den 24-årige også dømt for at have besiddet under særligt skærpende omstændigheder, da han havde båret rundt på den i det offentlige rum.

- Det er en meget stor mængde hård narkotika, som den 24-årige havde i sin besiddelse, og som kunne være endt på gaden. Når han oven i købet bliver koblet til to farlige, skarpladte skydevåben, så bliver resultatet en meget lang fængselsstraf, lyder det fra anklager i sagen Dorthe Lysgaard.

Både manden og kvinden erkendte forholdene i retten, og begge modtog dommen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her