Tre drenge dømt for vold på sidste skoledag
Dommen er torsdag faldet for tre drenge, der nu er kendt skyldige for vold mod to yngre drenge under sidste skoledag på Strandskolen i Risskov i sommer.
Tre drenge er torsdag kendt skyldige for at have udøvet vold under sidste skoledag.
De tre drenge fra Strandskolen i Risskov var tiltalt for, sammen med flere ukendte medgerningsmænd, at have overfaldet to drenge på 15 år. Hændelsen fandt sted under sidste skoledag den 21. juni 2021, hvor de tre drenge på daværende tidspunkt var 15-16 år.
Da anklagemyndigheden mente, at begge de forurettede var blevet slået, sparket og trampet på både kroppen og hovedet, lød tiltalen på grov vold efter straffelovens § 245.
Her var Retten dog uenig i, at der var tale om grov vold. Alle tre drenge er torsdag blevet kendt skyldige i begge overfald og dømt efter straffelovens § 244, oplyser Østjyllands Politi.
To af drengene er idømt 60 dages betinget fængsel, hvor den sidste er idømt 30 dages betinget fængsel.
Straffen skal ikke fuldbyrdes hvis følgende:
- Tiltalte må ikke begå strafbart fra et år efter endelig dom.
- Tiltalte skal efterkomme en eventuel afgørelse fra ungdomskriminalitetsnævnet efter § 12-14 i loven om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.
De tre tiltalte - der dengang var 15-16 år - skal have slået, sparket og trampet på to 15-årige drenge. Ofrene skal ifølge Århus Stiftstidende, der har fulgt retsmøderne tæt, have fået flere skader i overfaldet, herunder beskadigede tænder.
Det er ifølge anklager hos Østjyllands Politi Ann Charlott Sørensen en rimelig dom.
- Jeg er tilfreds med at de tre drenge er kendt skyldige. Retten har ment, at der har været tale om § 244 og ikke § 245, men det er jo en konkret vurdering efter, at det er det beviserne fra Retten har peget på, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Retten i Aarhus oplyser TV2 ØSTJYLLAND om, at det endnu ikke vides, hvorvidt de tre dømte har accepteret dommen.
Skolelederen på Strandskolen var oprørt over sagen, da TV2 ØSTJYLLAND talte med ham mandag. Han mener dog ikke, at den skal sætte en stopper for festlighederne på sidste skoledag. Skolen sætter dog nu ekstra fokus på at sikre en tryg sidste skoledag for alle elever.
- Lige efter sommerferien satte vi os ned og kiggede på, hvad der skete før sommerferien. Nu kigger vi benhårdt frem mod, hvordan vi så vidt muligt sikrer, at det ikke sker igen. Vi kan aldrig udlove garantier, for det her er en helt usædvanlig situation, men vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at det bliver trygt, sagde skoleleder Morten Holck Jørgensen.
Og i skolebestyrelsen vil forældrene nu sammen med skolen sikre, at både børn og forældre kan være trygge ved at deltage i sidste skoledag til sommer.
- Der sidder nogle elever, som er blevet rigtig forskrækkede af det, der er sket. At det er endt i retten, er et udtryk for, hvor voldsomt og særligt det er, sagde Strandskolens skolebestyrelsesformand, Heidi Printzen, til TV2 ØSTJYLLAND mandag.
Hun mener også, at hun som mor stadig er tryg ved at have børn på skolen.
- Det er jeg. Jeg har selvfølgelig også en indsigt bag linjerne, men jeg var også tryg før. Jeg oplever faktisk, at rammerne er på plads. Så sker der noget, som jeg godt kan forstå, at mange forældre er utrygge ved. Men jeg er helt sikker på, at den forberedelse, der allerede er i gang, nok skal sikre, at alle kan gå trygt til sidste skoledag.
TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at få en kommentar fra forsvarsadvokat Thomas Kaehne Ghialdi, men dette har ikke været muligt.