Tre piger taget for kinderæg-tyveri
Tre piger skal til en samtale hos politiet, efter at de mandag stjal et kinderæg.
Et skolefrikvarter endte mandag middag galt for tre piger på 12 og 13 år, efter at de stjal et kinderæg på vej ud af Fakta på Norges Allé i Aarhus.
De tre piger forsøgte ifølge Østjyllands Politi at stjæle et kinderæg, mens de var på vej ud af butikken.
Desværre for pigerne blev chokoladetyveriet opdaget af en butiksdetektiv, der tilbageholdt de tre piger, indtil en patruljevogn var fremme.
Patruljen kontaktede de sociale myndigheder og forældrene, og de tre butikstyve blev hentet af skolesekretæren fra skolen, hvor de tre piger går.
De tre piger og deres forældre kan nu se frem til en samtale hos Østjyllands Politi.
- De vil blive kaldt til en bekymringssamtale hos politiet. Og da de er under 15 år, vil de sociale myndigheder også være til stede, fortæller Mikkel Møldrup, der er politikommissær hos Østjyllands Politi.