Udgav sig for hjemmehjælp: Stjal 50.000 kroner fra 86-årig
Østjyllands Politi efterlyser to kvinder, efter at en 86-årig kvinde lørdag eftermiddag blev udsat for et tricktyveri i Grønnegade Aarhus.
To kvinder ringede på hos den 86-årige og udgav sig for at være hjemmesygeplejersker. De fortalte, at de ville tjekke op på den 86-åriges medicin.
Den ene kvinde blev hos den 86-årige, mens den anden gik rundt i lejligheden i Grønnegade.
Da kvinderne var gået fra lejligheden, opdagede den 86-årige, at soveværelses var gennemrodet, og at der manglede 50.000 kroner, der lå i et skab.
Den ene kvinde er 25-26 år, kraftig af bygning, lys i huden, sort kort hår og dansk-talende. Hun var iført en mørkebrun T-shirt og stramme bukser.
Den anden kvinde beskrives som 27-28 år gammel, spinkel af bygning, lys i huden, langt lyst hår og dansk-talende. Hun var iført en lys skjorte og stramme bukser.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.