Ukendt mand befølte piger i bybussen
To piger blev mandag aften i to forskellige tilfælde befølt af en fremmed mand, da de kørte med bussen i Aarhus. Politiet hører gerne fra vidner
Østjyllands Politi har modtaget to af hinanden uafhængige anmeldelser fra piger, der mandag aften blev befølt af en mand, mens de kørte med bussen i Aarhus.
Den første hændelse skete kort før klokken 19 i buslinje 11 ved Vesterbrogade i Aarhus.
Her satte en ukendt mand satte sig ved siden af en 14-årig pige, og han begyndte ifølge Østjyllands Politi at stryge hende op og ned af låret.
Pigen besluttede, sammen med sine veninder, at stå af bussen, men da manden fulgte efter, hoppede pigen på bussen igen og efterlod manden på gaden.
Manden beskrives som: 30-40 år, cirka 170 centimeter høj og almindelig til fedladen af bygning. Mellemøstligt udseende med sort/gråligt, kort hår og skægstubbe. Han var iført lysegrå jakke med store ærmer, brune bukser og en sort t-shirt. Han talte dansk med accent.
"Du er meget smuk"
Den anden hændelse skete ved 20.30-tiden i buslinje 14 ved Banegårdspladsen i Aarhus, hvor en mand kom og satte sig ved siden af en 16-årig pige.
Han lagde en hånd på hendes lår og sagde "du er meget smuk", hvorefter han tog hendes hånd og kyssede den og befølte hende på låret.
Manden beskrives som: Cirka 60 år, mellemøstlig af udseende, hvidt hår og hvidt skæg. Han var iført sandfarvet jakke.
Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der har overværet episoderne, og som eventuelt kan bidrage med yderligere signalement af mændene.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.