Ung kvinde alvorligt kvæstet i ulykke
En trafikulykke skabte torsdag store trafikale udfordringer i det sydlige Aarhus. Nu melder politiet ud, at en ung kvinde er kommet alvorligt til skade i ulykken.
Der skete torsdag formiddag en trafikulykke på Genvejen øst for tilkørslen til motorvejen i det sydlige Aarhus.
En 23-årig kvinde er kommet alvorligt til skade i ulykken.
Det oplyser Østjyllands Politi nu til TV2 ØSTJYLLAND.
- To biler kørte frontalt sammen. I den ene bil sad en 23-årig kvinde, der er kommet alvorligt til skade. Hun er kørt på hospitalet. En 25-årig mand sad i den anden bil, han er ikke kommet noget alvorligt til, siger kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
De pårørende er blevet underrettet, og en bilinspektør har lavet undersøgelser på stedet.
- Hans rapport vil klarlægge de nærmere omstændigheder, siger Jakob Christiansen.
Ifb med færdselsuheldet, hvor to biler stødte frontalt sammen, kom en 23-årig kvinde alvorligt til skade og blev kørt på hospitalet. Den 25-årige mand i den anden bil kom umiddelbart ikke alvorligt til skade. En bilinspektør skal nu klarlægge de nærmere omstændigheder. #poltiidk https://t.co/zBGomfTTMx
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) August 11, 2022
Skulle finde andre ruter
I længere tid var Genvejen spærret i forbindelse med ulykken. Østjyllands Politi opfordrede bilister til at finde andre ruter at benytte.
Omkring kl. 13 var vejen igen åben.
Læs også:
Vejen var spærret fra Møllebakken i Hasselager.
Fredag meddeler Østjyllands Politi i sin døgnrapport, at kvinden ikke er i kritisk tilstand.