Usædvanlig weekend-travlhed hos Udlændingestyrelsen
Der er ekstraordinært weekendåbent i Udlændingestyrelsens borgerservice, så de mange ukrainske flygtninges sagsbehandling om opholdstilladelse kan starte.
Lørdag holdt Udlændingestyrelsens borgerservice i Aarhus ekstraordinært åbent, for at nogle af de mange ukrainske flygtninge, der er kommet til landet de sidste uger, blandt andet kunne få taget fingeraftryk til deres opholdstilladelse.
Der er nemlig ekstraordinært travlt og meget svært at booke en tid.
En af dem, der er mødt op i Aarhus, er Eena Osadcha, der netop er flygtet fra Kyiv i Ukraine.
Hun vil gerne blive i Danmark og finde et job, fortæller hun.
- Jeg kan gøre nytte her, både for Danmark og min familie, siger hun.
- Jeg vil have tilladelse til at bo i Danmark, og jeg vil gerne have, mine børn kommer i børnehave, og jeg får en chance for at arbejde.
Udlændingestyrelsen skønner, at flere end 10.000 mænd, kvinder og børn fra Ukraine er ankommet til Danmark, siden Rusland invaderede den 24. februar.
Særlov skal gøre det nemmere
Onsdag vedtog Folketinget en særlov, som skal gøre det lettere for ukrainske flygtninge at komme på arbejdsmarkedet og i skole og børnehave.
- Vi tjekker identitetspapirer og gør klar til sagsbehandling. Vi har hele tiden udvidet kapaciteten, siger kontorchef i Udlændingestyrelsen Helle Berg.
Alligevel kan hun ikke gisne om, hvor lang tid sagsbehandlingen kommer til at tage, og flygtningene kan få afklaret fremtiden.
Derfor er der fortsat mange ubekendte for Eena Osadcha.
- Hvilke slags tilladelser får vi, hvor skal vi bo, og hvad bliver vores rettigheder, siger Eena Osadcha.
- Men vi er i sikkerhed, og det er meget bedre end at være i Ukraine.