Utraditionelt studiejob hjælper ældre
Ældre borgere i Aarhus Kommune har nu fået en ny mulighed for at tilkøbe sig lidt ekstra hjælpe, hvis familien ikke bor i nærheden eller ikke har tid til at hjælpe.
Unge studerende fra Aarhus har nemlig taget initiativ til et utraditionelt studiejob, som skal komme ældre til gavn i hverdagen.
Projektet hedder hjælperne.dk, og her kan de ældre bestille de unge til at komme og hjælpe med praktisk arbejde og daglige gøremål.
- Det er dejligt med hjælp. Jeg venter sådan på, at de kommer, når jeg har en aftale, siger Tove Henriksen fra Skanderborg, der får hjælp en gang om ugen.
Hjælpen omfatter alt fra IT, indkøb, havearbejde eller den ugentlige rengøring.
- Det, jeg kommer til at bruge hjælpen mest til udover computer, er nok indkøb, tror jeg. Hvis man bliver syg, og med alderen er det jo ikke sikkert, at man kan blive ved med at gå op af trappen. For mine børnebørn bor ikke her, og kan ikke hjælpe til, siger Tove Henriksen.
For de unges vedkommende fungerer hjælperne.dk som et alternativ til et traditionelt studiejob.
Hovedprojektet er dog at bringe unge og ældre sammen, så de kan få gavn af hinanden.
- Jeg kan bruge det til rigtig meget, jeg lærer meget af Tove. Bare sådan noget som, at jeg somme tider skal tale langsommere, så de kan forstå mig. Og det med at lytte i stedet for bare at tale derud af, det er nok det, jeg har lært mest af, siger Mark Rune, der er studerende.
Indtil videre er 13 unge tilknyttet hjælperne.dk.
Se hele indslaget om hjælperne.dk i videoen ovenfor.