Vejarbejde på E45: Nu går arbejdet i gang ved Skanderborg
Arbejdet på endnu en etape af E45's udvidelse går lørdag i gang
Der er blevet efterspurgt en udbygning af østjyske motorvej E45 længe, og nu er arbejdet med en udvidelse mellem Skanderborg Syd og Aarhus Syd så småt gået i gang på motorvejen. Fra i dag, lørdag, klokken 15.00 kommer bilister på motorvejen for alvor til at mærke vejarbejdet.
Det drejer sig denne gang om strækningen mellem Skanderborg V og til lige syd for Skanderborg-søerne. Der skal i første omgang etableres en byggeplads, og det arbejde kommer til at stå på frem til udgangen af uge 6. Først kommer arbejdet til at foregå i sydgående retning i 3-4 døgn og derefter tilsvarende i nordgående retning.
Arbejdet kommer til at foregå i midterrabatten og dermed meget tæt på trafikken. Derfor bliver trafikken i første omgang flyttet mod højre og kommer til at køre i nødsporet og det langsomme spor på motorvejen. Køresporene bliver samtidig smallere og derfor sættes fartgrænsen ned til 80 km/t.
Projektleder i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at man lørdag går i gang med afstribningsarbejdet. Det kan betyde, at der i en periode kun vil være et spor farbart.
- Der kan i perioder kun være et spor farbart i sydgående retning. Typisk falder trafikken dog i de her timer, så vi forventer ikke, at det kommer til at medfører store gener, siger Robin Højen Madsen.
Arbejdet er allerede i gang ved Aarhus
Allerede i januar startede vejarbejdet mellem Motorvejskryds Aarhus S og til syd for tilslutningsanlægget ved Skanderborg N. På det tidspunkt forudsagde projektleder ved Vejdirektoratet, at specielt bilister ved Aarhus S ville mærke vejarbejdet.
- Motorvejskrydset ved Aarhus S bliver uden tvivl den største flaskehals på projektet, fordi trafikanterne får endnu mindre plads at flette sammen på. Derfor prioriterer vi at få den nordligste strækning færdig først. Vi forventer at være færdig dér inden sommerferien, siger Robin Højen Madsen i en pressemeddelelse.