Vestas får kæmpe ordre på vindmøller fra Australien
Et australsk projekt har bestilt møller og service fra den danske vindmøllegigant
En ny, kæmpe bestilling er landet i Vestas' ordrebog. Den danske vindmøllegigant skal levere både møller og service til et australsk projekt. Det oplyser selskabet onsdag. Ordren lyder på samlet 180 megawatt.
Vindmøllerne skal bruges til projektet Mt Emerald i det nordlige Queensland. Der er bestilt to forskellige mølletyper. Desuden skal Vestas stå for en 15-årig serviceaftale. Bag projektet står Ratch Australia Corporation (RAC).
- Vi har nydt et tæt samarbejde med RAC gennem en række år og er glade for at være blevet valgt til at bygge og servicere Mt Emerald-projektet, siger Gerard Carew, der er chef for salg og forretningsudvikling i Asien og Stillehavsområdet for Vestas, i en pressemeddelelse.
- Når det er gennemført, vil projektet løfte Vestas' samlede installerede kapacitet i Australien til mere end 2,1 gigawatt, siger han videre.
Vestas regner med, at møllerne bliver installeret i løbet af andet halvår 2018.
Aftalen om de i alt 180 australske megawatt (MW) er blandt de største for Vestas i år.
Der er dog langt op til en gigantisk ordre fra februar, hvor en norsk kunde bestilte møller med en kapacitet på i alt 1001 MW.
For få uger siden landede en mindre ordre fra Australien også hos Vestas. Den lyder på 30 MW, og også her sikrede Vestas sig en aftale om service.
Med den seneste ordre er Vestas nu oppe på i alt 6433 MW i ordreindgang i 2016 på globalt plan.
I 2015 fik selskabet samlet set ordrer på 8943 MW. Der er altså et stykke op til sidste års niveau, men i vindmøllebranchen er det ikke unormalt, at den største ordreindgang kommer i årets sidste måneder.