Voldsom bilbrand spredte sig
Der gik søndag morgen ild i en bil.
Ild i en bil udviklede sig søndag morgen til en voldsom brand i det vestlige Aarhus på Fjældevænget.
Østjyllands Brandvæsen blev kaldt ud til en bilbrand. Men da brandfolkene kom frem til stedet, havde ilden spredt sig.
- Ilden havde fået fat i et stort skur på 50 kvadratmeter. Og skuret ender faktisk med at brænde ned til grunden, fortæller vagtchefen hos Østjyllands Brandvæsen til TV2 Østjylland.
Flammerne havde også fået fat i en container i nærheden, men havde ellers ikke spredt sig yderligere.
Brandvæsnet har fået slukket ilden nu, og der kom ingen mennesker til skade i forbindelse med branden.
- Vi sendte i første omgang fire mand afsted, og derefter kom to mere i en vandtankvogn. De seks fik slukket branden selv, fortæller vagtchefen.
Det vides ikke endnu, hvordan branden er opstået.
Østjyllands Politi skriver i deres døgnrapport, at det ud fra vidneafhøringer og omstændighederne på stedet ikke kan udelukkes, at der er tale om en kriminel handling, hvorfor sagen efterforskes.