Landsholds-stjerner sagde farvel til Henning Jensen

Sepp Piontek, tidligere fodboldtræner bl.a. for det danske herrelandshold, ankommer til Hammer Kirke i Sulsted, hvor den tidligere professionelle fodboldspiller Henning Jensen, blev begravet. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix
/

Henning Jensen - en af dansk fodbolds største spillere gennem tiderne - blev lørdag eftermiddag bisat fra Hammer Kirke, der ligger lidt nord for Aalborg.

Efter kortere tids kræftsygdom sov Henning Jensen stille ind i mandags. Han blev 68 år gammel.

Ved bisættelsen var tidligere landsholdsfolk som Sepp Piontek, Allan Simonsen og Tommy Troelsen mødt op for at hylde den tidligere AGF-, Borussia Mönchengladbach-, Real Madrid-, Ajax- og Nørresundby-spiller.

Tidligere fodboldspiller og tv-vært Tommy Troelsen (t.v.) og tidligere fodboldspiller på landsholdet Allan Simonsen (t.h.) ankommer til Hammer Kirke i Sulsted.

Også tidligere AGF-træner Ove Pedersen samt nuværende AGF-direktør Jacob Nielsen var ifølge Ekstra Bladet til stede.

Berømt for særligt mål

Henning Jensen spillede 21 landskampe og scorede ni mål for Danmark.

Nordjyden er særlig berømt for et mål i en uofficiel kamp, der markerede Danmarks indtræden i EF sammen med Storbritannien og Irland.

Billedet er fra 1982, hvor Henning Jensen scorer for AGF. Foto: Bent K. Rasmussen - Scanpix

I opvisningskampen på Wembley scorede Henning Jensen med hovedet, selv om han svævede i en vandret position langt over jorden. I målet sprællede Dino Zoff forgæves.

Billedet af en flyvende Henning Jensen prydede forsiden af Hans-Jørgen Nielsens roman "Fodboldenglen".

Æret af Real Madrid

Den spanske storklub Real Madrid ærede onsdag aften den tidligere danske fodboldstjerne. Henning Jensen blev mindet på Santiago Bernabeu før Real Madrids hjemmekamp mod Borussia Dortmund i Champions League.

De to klubbers spillere stod stille på grønsværen, mens et stort billede af Henning Jensen blev vist på storskærmen, og et stykke musik blev spillet på det enorme stadion.

Her ses Henning Jensen sammen med Allan Simonsen og Per Røntved tilbage i 1979. Foto: Willy Lund - Scanpix

Efter ceremonien lød der klapsalver på stadion, og til selve kampen var Real Madrids spillere iført sørgebind.

Den danske angriber spillede for Real Madrid fra 1976 til 1979, og han var med til at vinde to spanske mesterskaber med klubben.

AGF har ligeledes meddelt, at Henning Jensen vil blive mindet. Det sker, når AGF søndag møder Brøndby på udebane i Superligaen samt i forbindelse med aarhusianernes næste hjemmekamp mod Sønderjyske i februar.

HENNING JENSEN

Født: 17. august 1949 i Nørresundby
Død: 4. december 2017 (68 år)

Fodboldkarriere
Position: Angriber
Frem til 1972: Nørresundby
1972-1976: Borussia Mönchengladbach
1976-1979: Real Madrid
1979-1981: Ajax
1981-1983: AGF
1984: Nørresundby

Landsholdet
21 kampe, 9 mål

Titler
Tysk mester to gange
Tysk pokalvinder én gang
Uefa Cup-vinder én gang
Spansk mester to gange
Hollandsk mester én gang

Øvrigt
Var den første dansker i Real Madrid.

Lavede i 1973 det ikoniske hovedstødsmål på Wembley i "EF-kampen". Billedet pryder forsiden på romanen "Fodboldenglen".

Kort tids kræftsygdom var årsag til hans død.

Kilder: DBU, Transfermarkt, BT og Nordjyske

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her