Randers FC tog storsejr med hjem fra derbyet mod AGF
Ólafur Kristjánsson og resten af Randers-lejren fik sæsonens første sejr, da AGF blev slået 4-1 i Aarhus lørdag eftermiddag
Der plejer altid at være situationer, man husker i lang tid bagefter, når Randers og AGF støder sammen. Forrige gang var der Mustafa Aminis duel med Nicolai Poulsen, der kostede sidstnævnte en deltagelse ved OL, og i sidste derby blev der uddelt historiske 13 gule kort i et hadsk derby i Randers.
I lørdagens østjyske lokalopgør kom den første mindeværdige situation allerede efter 3 minutter. Et langt indkast af Kasper Enghardt dybt på AGF’s halvdel blev clearet halvt af Morten ‘Duncan’ Rasmussen, og så endte bolden for fødderne af Randers FC’s venstre back Erik Marxen.
Med en perle af en førsteberøring bankede han sit blot fjerde Superligamål i karrieren op i venstre hjørne af Aleksandar Jovanovic’ mål.
AGF overtog presset
Herefter fulgte 20 minutter med intenst Randers-pres, hvor især Saba Lobjanidze og Nikola Djurdjic á flere omgange var farlige.
Men så vågnede AGF op til dåd. I ti minutter sad værterne tungt på sagerne og fastholdte et tæt jerngreb om Randers-feltet, der blandt andet førte til store chancer til Jesper Juelsgård og Pierre Kanstrup.
Efter 32 minutter fik AGF udbytte af presset. Lidt småspil iblandt et ganske passivt Randers-forsvar får Pierre Kanstrup til at finde Martin Spelmann inde på midten. Efter et træk skyder midtbanekrigeren udligningen i netmaskerne.
Men den forløsende jubel varede kun i godt og vel et minut. Så smed Johnny Thomsen et indlæg mod fjerneste stolpe, hvor Nikola Djurdjic med stort overskud headede bolden tilbage i feltet frem for at afslutte selv. Her kom Joni Kauko flyvede og i vandret position headede han Randers FC i front.
Nye ansigter i begge holdopstillinger
Olafur Kristjánsson havde til dagens kamp taget posen med førsteholdsspillere og rystet dem god og grundigt. Det betød at begge nyindkøb, Bashkim Kadrii og Vladimir Rodic fik deres debut fra start, ligesom den unge midtbanemotor, Frederik Lauenborg også for første gang figurerede i startopstillingen.
Kadriis form holdt dog kun til 60 minutter, hvor han blev erstattet af Marvin Pourié, der for første gang i sæsonen var startet på bænken.
AGF havde Morten 'Duncan' Rasmussen tilbage i startopstillingen, ligesom nyindkøbte André Riel også startede i front. Men hvor sidstnævnte i sidste runde skabte store problemer og scorede to mål mod Randers i Helsingør-trøjen, så blev han for det meste lukket ned af Randers-forsvaret lørdag eftermiddag.
Forløsning for Ólafur
Anden halvleg startede i et noget roligere tempo, men efter 65 minutter fik Randers FC sat det dræbende stød ind.
Et frispark havnede hos Kasper Enghardt i højre side af AGF-feltet. Han forsøgte første at lægge bolden ind foran mål, men den ramte i stedet Jesper Juelsgård og gik retur, og så kunne Enghardt selv prikke bolden over stregen og ind til en randrusiansk tre-måls føring.
Efter kampen kunne Randers-spillerne for første gang i lang tid synge sejrssang i omklædningsrummet:
Dermed havde Randers FC scoret flere mål i denne kamp end i sæsones første syv kampe tilsammen.
Randers FC fortsatte med at være farligst, og med to minutter igen af kampen prikkede Nikola Djurdjic bolden over stregen til resultatet 4-1. Marvin Pourié tog et langt træk ned på AGF-halvdelen og så servede han på flot vis bolden for fødderne af serberen, der scorede sæsonens første mål
Dermed kunne gæsternes hårdt pressede cheftræner Ólafur Kristjánsson drage et lettelsens suk, da de 90 minutter var gået, og Randers FC kunne noteres for sæsonens første sejr.
AGF derimod blev slået tilbage efter tre Superliga-kampe i træk uden mål imod og med fem point til følge.
AGF - Randers FC 1-4 (1-2)
0-1: Erik Marxen (4')
1-1: Martin Spelmann (32')
1-2: Joni Kauko (33')
1-3: Kasper Enghardt (66')
1-4: Nikola Djurdjic (88')
Tilskuere: 10.567