Så kom den på plads: AGF henter Nicolai Poulsen i Randers FC
Midtbanespilleren har skrevet under på en fem-årig aftale med den aarhusianske klub.
Det var efterhånden kun et spørgsmål om tid, hvornår det ville blive offentliggjort, for rygterne har svirret hele foråret.
Men nu er det officielt, Nicolai Poulsen skifter fra Randers FC til AGF. Det skriver aarhusianerne på deres hjemmeside.
- Nicolai er en gennemprøvet og erfaren Superliga-spiller, der har bevist sig selv gennem flere sæsoner. Han yder og bløder altid maksimalt i holdets tjeneste, og han er taktisk stærk og løser de opgaver på banen, som ikke altid er de mest åbenlyse, men som binder et fodboldhold sammen. Han er tillige en dygtig presspiller og bundsolid i duel-spillet, og så har han en enorm stor vindermentalitet og en stærk psyke - kvaliteter, vi sætter højt, og som altid skal være til stede hos de spillere, vi bringer ind i truppen, fortæller sportschef i AGF, Peter Christiansen i pressemeddelelsen.
- Vil for alt i verden vinde
Cheftræner David Nielsen glæder sig til at skulle arbejde sammen med den hårdtarbejdende kronjyde.
- De gange, jeg har mødt Randers FC som træner, har Nicolai altid været en af de bedste. Han er en dygtig og intelligent midtbanespiller, der forstår at distribuere bolden godt fra sin plads midt på banen. Samtidig sidder der et godt hoved på ham. Han vil for alt i verden vinde, når han løber på banen, og den ærgerrighed kommer vi til at få stor glæde af, siger David Nielsen.
Et nyt kapitel
Nicolai Poulsen har spillet hele sin karriere i Randers FC med undtagelse af et halvt år i 2017, hvor han var udlejet til norske Sarpsborg 08.
- Efter mange år i den samme klub har jeg haft brug for en ny udfordring i min karriere, og den udfordring har jeg nu fundet i AGF, der er en stor og traditionsrig klub med en fremragende opbakning, som jeg selv har oplevet som modstander. Jeg har spillet i Randers i stort set hele min karriere, og jeg følte, at det nu var tid til at tage et skridt op i min karriere, og jeg ser meget frem til at blive en del af alt det gode, man har gang i her i Aarhus, siger Nicolai Poulsen.
I AGF får han nummer 6 på ryggen.