Østergaard om unges hash-lyst: Det er stadig farligt
Selvom Morten Østergaard i spidsen for De Radikale går ind for legalisering af hash, så mener han stadig at rusmidlet er farligt
Unge mennesker får en mere positiv holdning over for at ryge hash, når debatten om legalisering af rusmidlet kører. Det viser en rundringning til SSP-konsulenter og rusmiddelcentre, som TV2 | ØSTJYLLAND har lavet.
En af dem, som har været med til at sætte gang i debatten atter en gang, er De Radikales leder Morten Østergaard. I kølvandet på skyderiet og rydning af Pusher Street har han skiftet holdning til, hvordan hash-handel og hash-misbrug skal bekæmpes. Han går nu ind for legalisering af rusmidlet.
Læs også:
- Jeg har bare mistet troen på, at den strategi, vi forfølger, hvor det er politiet, der er den væsentligste del af indsatsen, at det er en nyttig måde at bruge ressourcerne på. Og derfor mener jeg, at vi må forsøge noget andet for at komme forbruget til livs, siger Morten Østergaard til TV2 | ØSTJYLLAND.
De unge ser det som en blåstempling, når politikerne går ind for legalisering af hash, og derfor har Morten Østergaard stadig den overbevisning, at hashforbruget skal bekæmpes.
- Jeg er af den faste overbevisning, at det er skadeligt at ryge hash. Og vi skal bekæmpe både hashforbruget, men ikke mindst afhjælpe misbruget, siger Morten Østergaard.
Læs også:
Det østjyske og radikale folketingsmedlem mener, at de unge alligevel sidestiller hash med lovlige rusmidler, og det er en af grundene til holdningsændringen omkring hashbekæmpelse hos De Radikale.
- Der er i hvert fald noget, der tyder på, at de unge ikke blinker mere over forbrug af hash end over lovlige rusmidler som alkohol og tobak. Så er vi næsten nødt til at prøve nye veje. Ellers så svigter vi de mange, der er på vej ud i et misbrug, siger Morten Østergaard.