Trods skyer og morgentåge får vi en hæderlig afslutning på oktober
Solen bryder igennem flere steder i landet, så efterårets flotte farver kan nydes i mildt og roligt vejr.
Lørdagen er begyndt med dis og tåge mange steder, og selvom det stedvis også regner fra morgenstunden, så bliver dagen hæderlig. De fleste steder nøjes man med cirka en millimeter regn, og solen vil også bryde frem flere steder.
I formiddagstimerne er der bedst mulighed for, at solen bryder igennem over det nordlige Jylland, mens det generelt forbliver mest skyet over øerne.
I eftermiddag frisker vinden op, og solen kan også stedvis bryde igennem i de østlige egne. Termometrene når op mellem 10 og 14 grader, så det bliver en lun afslutning på oktober.
En svag varmfront trænger ind fra vest, og især i Syd- og Vestjylland kommer der lidt eftermiddagsregn.
I aftentimerne bliver det efterhånden overskyet i hele landet, mange steder vil det dryppe en smule i perioder. Intensiteten af regnen vil være ret svag, men samtidig begynder det at blæse op til hård vind fra syd.
Årsagen til den tiltagende vind er en koldfront, som i løbet af natten vil give regn til hele landet. Fronten med regn kan ses over Nordsøen på ovenstående grafik.