Fakkeltog i Ulstrup: Vi har valgt Puff, fordi der var børn involveret
Seks personer mistede livet i Ulstrup i sidste uge, hvor en familiefar tog livet af sine fire børn og sin kone. Efterfølgende tog den 45-årige mand livet af sig selv.
I aften klokken 19.30 samles borgerne i den lille by til fakkeltog for at mindes familien.
Det er en række lokale teenagere, der har taget initiativ til at mødes, og de unge melder alt klar til fakkeltoget på trods af, at de har haft en travl uge med sorgbearbejdning og planlægning. De har fået tilladelse fra politiet og fundet en rute.
- Det er svært at sige, hvor mange der kommer. Jeg har hørt, at der kommer folk fra Aarhus, Aalborg og Kjellerup. Jeg vil skyde på, at der kommer 1000 mennesker, men vi ved det ikke helt præcist, siger Andreas Thomsen til tv2oj.dk.
Han er 17 år, bor i Ulstrup og en af initiativtagerne til fakkeltoget.
Klokken 19.30 er der mødetid på parkeringspladsen foran Ulstrup Skole. Her byder Anderas Thomsen velkommen og faklerne bliver tændt. Blandt andet har de skaffet 750 fakler til arrangementet. De har også valgt, hvilken sang der skal synges i aften.
- Det bliver sangen 'Puff' på dansk. Den har vi valgt, fordi der er fire børn involveret. Vi valgte den sang, fordi det er en sang, vi alle sammen har haft i skolen. Den handler om, at man finder et andet sted, siger Andreas Thomsen.
Initiativtagerne har mødt stor opbakning fra lokalsamfundet.
- Jeg har valgt at gøre det, fordi jeg kunne se, at mine venner har det dårligt. Fakkeltoget handler om at samle hele byen op igen. Det er et stort fællesskab. Jeg er fuldstændig overrasket over, hvor mange der har tilbudt at hjælpe. Det er helt vildt positivt. Og det viser at vi står sammen i Ulstrup, siger Andreas Thomsen.
Når alle fakler er tændt, vil fakkeltoget klokken 20.00 begynde vandringen ad Hovedgaden mod Amstrup Bakker og familiens hus, hvor alle samles på legepladsen overfor.
Puff den magiske drage
Puff, hvor kan man finde drager som dig.
Du ligger på en klippeø og venter kun på mig.
Du ka’ li’ at lege, du var min ven, men kære Puff, vi kommer aldrig til at leg’ igen.
Puff, da jeg var lille, red jeg på dig jeg sad på halen stor og bred du svømmede med mig.
Alle sænker flaget, hilser på dig. Vi fandt en skat med sølv og guld – og delte, du og jeg.
Puff, vi sad på stranden, solen gik ned en havskildpadde gemmer sine æg et hem’ligt sted.
Tropevindens susen, natten bli’r sort vi føler begge to, vi sidder nær ved lykkens port.
Puff, på vores rejse så vi et slot, hvor prinser og prinsesser boede
nej, hvor var det flot.
Kongen og hans dronning ga’ mig en ring men ringen var en tryllering. Nu er den ingenting.
Puff, du er alene. Alt er forbi for drager lever tusind år.
Hvor er min fantasi? Du ka’ li’ at lege, du var min ven men kære Puff, jeg bli’r jo aldrig som et barn igen.
Kilde: festklaveret.dk