Juleslæden kommer frem i alle terræner
Normalt er det Rudolf og de andre rensdyr, der sørger for, at børnene får deres gaver til jul. Men i Hammel er de skiftet ud med hestekræfter.
I dag var julemanden forbi Hammel, og det skete på noget utraditionel vis. Jesper Østergaard havde nemlig pyntet sit terrængående køretøj op til jul, og det nød børnene godt af.
Han var selv klædt ud som julemand, og så kørte han ellers rundt med byens børn.
- Folk smiler og er glade, når de ser mig. Nogle enkelte kigger ned i jorden, for de vil ikke hilse på julemanden men ellers er folk glade og synes, det er sjovt, siger Jesper Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.
En af de heldige, der fik en tur i julemandens firhjulede kane, var femårige Villads Kring Friis.
- Haha, det er sjovt – det kilder i maven, lød det grinende fra den lille fyr, da han var kommet på tur med julemanden.
- Det var mega sjovt. Den kørte vanvittigt hurtigt, sagde Villads Kring Friis, da turen var overstået.
Ifølge Jesper Østergaard kan sådan en UTV, der er en større udgave af en ATV, køre helt op til 107 kilometer i timen. Det gjorde den dog ikke i dag, da den kørte rundt i Hammel midtby.
Det er andet år i træk, han kører rundt og spreder julestemning. Sidste år var det på hans ATV, der dengang var klædt ud som et rensdyr.
- Man skal gøre noget andre ikke gør. Folk går og gemmer sig lidt, og så er det med at få dem lidt ud af busken, siger Jesper Østergaard til TV2 ØSTJYLLAND.