73-årig udsat for hjemmerøveri og stukket med kniv
En mand blev natten til tirsdag stukket med kniv under et hjemmerøveri i hans hjem. To 16-årige er anholdt.
Kort efter midnat natten til tirsdag blev en 73-årig mand fra Vissing mellem Hadsten og Randers udsat for et forsøg på hjemmerøveri.
Det fortæller Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi får en anmeldelse lidt over midnat. Der er to 16-årige - en dreng og en pige, som forsøger at gennemføre et røveri i mandens hus.
Stukket med kniv
Den 73-årige mand, som de to unge var trængt ind til, modsatte sig hjemmerøveriet.
- De to 16-årige har en kniv med, som de bruger ved det her røveriforsøg. I forbindelse med røveriforsøget opstår der tumult, og manden bliver stukket i armen, siger Jakob Christiansen.
Drengen og pigen løber fra stedet, men bliver hurtigt opsporet af politiet. - En patrulje anholder dem en halv time efter ikke så langt derfra, fortæller Jakob Christiansen.
Unge anholdte
Om de to unge skal fremstilles i grundlovsforhør, er juristerne i øjeblikket ved at vurdere.
Eftersom de to anholdte er 16 år, er de ældre end den kriminelle lavalder og kan dermed straffes.
Hvis de bliver varetægtsfængslet, bliver det imidlertid ikke i en arrest for voksne, men på en ungdomsinstitution.
Politiet valgte tirsdag eftermiddag at fremstille den 16-årige dreng i grundlovsforhør.