Muselort fundet hos gårdbutik: Tredje sure smiley på et år
Slagteren Knud Schou, der har en gårdbutik ved Laurbjerg, har fået tildelt tre sure smileyer i løbet af et år
Tre sure smileyer på under et år. Sådan ser det ud på Fødevarestyrelsens kontrolrapport efter et besøg hos Slagter Knud Schou ved Laurbjerg nær Langå.
Allerede i foråret – helt præcist 7. april - havde Fødevarestyrelsen repræsentant fundet muselort på emballagelageret. Men dette var ikke bragt i orden, da Fødevarestyrelsen var på besøg i oktober.
- Der nedlægges forbud mod anvendelse af emballagelager. Følgende er konstateret: Der er på gulvet bag røde kasser på emballager, fundet museekskrementer, står der i rapporten.
Den første sure smiley, som blev tildelt Knud Schou, blev tildelt i forbindelse med et kontrolbesøg i december 2016. Dengang handlede det om manglende rengøring.
TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med Knud Schou, og han fortæller, at han har arbejdet på at dæmme op for musebesøg, og får besøg af Fødevarestyrelsen på tirsdag til endnu et kontroltjek.
- Når jeg forebygger alt det jeg kan, så kan jeg ikke gøre mere. Det er lettere at rende på mus på landet end i byen. Det er ikke en undskyldning. Så gør vi alt det vi kan. Rottefængeren kommer alligevel hver tredje måned, fordi det er landejendom, siger Knud Schou.