Østjyske fodboldklubber holder lav profil i fankonflikt

Kent Madsen, Silkeborgs direktør, vil ikke blande sig i den verserende fankonflikt.
/
Af Ritzau

Fodboldtilhængerne skal ikke regne med hjælp fra klubberne i striden mod FC København, som har rullet siden sidste uge.

Fanklubber fra 12 af superligaklubberne har i et åbent brev beskyldt FCK for at forringe forholdene for gæstende fans, ligesom den københavnske fodboldmastodont anklages for arrogance og manglende lydhørhed.

Men selv om utilfredsheden er udbredt, er det ikke en sag, der får fodboldklubberne til at gå i krig for deres tilhængere.

- Det er ikke noget, vi vil gå ind i. Så vidt, jeg kan vurdere, har FCK faktisk fine faciliteter for udebanefans, siger Silkeborgs direktør, Kent Madsen.

Vi kan ikke tillade os at pege fingre ad andre. Den debat må foregå på det niveau, den foregår på nu.
Kent Madsen, direktør, SIF

Han peger samtidig på, at de forhold, gæsterne bliver tilbudt på Silkeborgs egen hjemmebane, ikke er noget at råbe hurra for.

- Vi kan ikke tillade os at pege fingre ad andre. Den debat må foregå på det niveau, den foregår på nu. Ellers må det være op til Divisionsforeningen at blande sig i den, siger Kent Madsen.

Også AC Horsens-direktør Kristian Nielsen afviser at gå ind i sagen, mens Viborgs Morten Jensen regner med, at fansammenslutningen selv finder en løsning med FCK.

- Vi har ikke været i dialog med vores egne fans om dette. Jeg opfatter det som en sag, som de danske fanklubber har taget op, og det er de i deres gode ret til, hvis det er det, de ønsker, siger Morten Jensen.

Konkret handler fanklubbernes utilfredshed om, at FCK sidste år flyttede gæstefans til et nyt tilskuerafsnit helt oppe under taget i Telia Parken.

FCK afviser kritikken med henvisning til, at forholdene lever op til alle danske og internationale krav.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her