Randers FC henter ung midtbanespiller
Selvom transfervinduet er smækket i, forstærker Randers FC sig nu med en ny midtbanespiller. Det er nemlig stadig muligt at tilknytte kontraktfrie spillere, og det er netop sådan en, kronjyderne har hentet. Andreas Bruhn kommer til på en aftale gældende sæsonen ud.
22-årige Andreas Bruhn har en fortid i AaB og senest Viborg, hvor han tidligere på vinteren blev løst fra sin kontrakt.
- Vi må konstatere, at vores situation er ændret en smule siden transfervinduet lukkede. Desværre blev Brandur Hendriksson alvorligt knæskadet på vores træningslejr, hvilket holder ham ude på ubestemt tid. Derfor er vi lidt tyndt besat på midtbanen, hvis vi løber ind i flere skader eller karantæner. Med Andreas Bruhn bliver vi dækket godt ind, da han kan spille på begge kanter, siger sportschef i Randers FC, Ole Nielsen.
Han udelukker ikke, at aftalen mellem klubben og spilleren kan blive af længere varighed.
- Andreas er stadig en ung spiller med et uforløst potentiale, og med denne aftale kan vi se hinanden an foråret igennem - en god aftale for begge parter, lyder det fra Ole Nielsen.
I første omgang glæder nyindkøbet sig mest til bare at spille fodbold igen.
- Jeg glæder mig over, at denne mulighed er opstået. Min situation har været lidt uafklaret siden jeg forlod Viborg FF, så derfor er det dejligt at kunne fokusere på at spille fodbold igen. Randers FC er en god klub med en stærk trup, så jeg glæder mig meget til at komme i gang på træningsbanen, siger Andreas Bruhn.
Midtbanespilleren har tidligere spillet en håndfuld kampe på diverse danske ungdomslandshold.