Sen udligning sikrer Silkeborg point i bundkamp
Silkeborg IF kæmpede sig til 2-2 i udekampen mod Sønderjyske
Med det yderste af neglene lykkedes det sent søndag eftermiddag for oprykkerne fra Silkeborg at kæmpe sig til et enkelt point i bundkampen mod Sønderjyske.
Udekampen i Haderslev sluttede 2-2 efter en sen silkeborgensisk udligning.
Værterne kom ellers bedst fra start og diskede op med aggressivt spil i indledningen, hvor blandt andre Simon Kroon og Mikael Uhre ydede godt, men hvor den afgørende skarphed og kynisme manglede.
Hjemmeholdet var mest i boldbesiddelse. De største chancer tilfaldt imidlertid gæsterne.
Efter pausen fortsatte kampbilledet, hvor en scoring lå og lurede.
Det var hjemmeholdet, der efter en times spil kunne bryde måltørken, da Nicolaj Madsen sendte et flot frispark over muren og direkte i netmaskerne bag den tidligere Sønderjyske-keeper Jens Rinke.
Målet gav sønderjyderne selvtillid. Alligevel udlignede gæsterne ved Andreas Albers, der kom højest på et indlæg efter et hjørnespark efter 73 minutter.
Hjemmeholdet gav dog ikke op, og blot tre minutter efter udligningen sørgede Johan Absalonsen for en 2-1-scoring efter flot opspil fra Mikael Uhre.
Mod kampens slutning pressede gæsterne fra Søhøjlandet ihærdigt på for en udligning, og fire minutter før slutfløjt dukkede Nicklas Helenius op og skaffede det ene point med hjem for silkeborgenserne.
Det uafgjorte resultat må give panderykker i Haderslev, hvor de forsvarende DM-sølvvindere stadig sidder tilbage uden at have smagt sejrens sødme.
Heller ikke Silkeborg har prøvet at vinde i Superligaen i denne sæson.
SønderjyskE-Silkeborg 2-2 (0-0)
1-0 Nicolaj Madsen (62. minut)
1-1 Andreas Albers (73. minut)
2-1 Johan Absalonsen (76. minut)
2-2 Nicklas Helenius (86. minut)
Tilskuere: 4.820