Tidligere toptræner skal være elitechef i Silkeborg
Den rutinerede superligatræner Ove Christensen skal forsøge at hjælpe Silkeborg KFUM op i divisionerne
Jyllandsserieklubben Silkeborg KFUM har ambitioner om at blive divisionshold, og i de bestræbelser har klubben tilknyttet den tidligere superligatræner Ove Christensen.
Det skriver Midtjyllands Avis. I samme ombæring ansætter klubben den tidligere topspiller Jesper Thygesen. Den nuværende cheftræner Lars Dahl fortsætter uændret på posten.
Ove Christensen skal være elitechef på konsulentbasis, mens Jesper Thygesen bliver angrebstræner en gang om ugen, skriver avisen.
Læs også:
Holger Kristiansen, der er hovedsponsor i Silkeborg KFUM, oplyser, at Ove Christensen to til fire gange om måneden vil være i klubben og afvikle forskellige sessioner.
De to tilknyttede har selv rettet henvendelse til klubben.
- Ove har allerede set os tre gange, og han mener, at vi er i 1. division om tre år. Og både Jesper og Ove har selv henvendt sig, fordi de var interesserede, siger Holger Kristiansen.
Læs også:
Ove Christensen har været træner for en række superligaklubber, herunder AGF, Viborg og Randers FC.
Senest var han træner for Vendsyssel i 1. division. Her stoppede han i foråret 2016.