Danish Crown i Horsens stadig ramt af strejke
Medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Horsens vil stadig ikke arbejde. Onsdag morgen starter nye møder.
Danske landmænd risikerer snart ikke at kunne få hentet deres slagtegrise. Tirsdag valgte medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Horsens at holde fast i deres arbejdsnedlæggelse.
Allerede fredag fik en kontrovers omkring en ændring i en midlertidig aftale tre afdelinger til at nedlægge arbejdet. Det fortsatte mandag, hvor arbejdsnedlæggelsen bredte sig til hele slagteriet, og tirsdag holder medarbejderne altså fast.
Og de har ikke tænkt sig at genoptage arbejdet, før de får indfriet deres krav. Det gælder blandt andet mere i løn, siger tillidsrepræsentant fra NNF Fødevare Klaus Olesen.
- Ledelsen skal anerkende, at blandt andet kollegerne på Kam og Bryst afdelingen skal have minimum 200 kroner i timen. Det vil de have for at gå i arbejde igen. Og så er der to arbejdsledere, de gerne ser afskediget.
Iskold luft på storslagteri i Horsens
Bortset fra en håndfuld medarbejdere i pakkeriet er alle medarbejderne taget hjem. Det betyder, at cirka 1300 slagteriarbejdere har nedlagt arbejdet.
Arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, men medarbejderne har simpelthen fået nok, siger Klaus Olesen.
- Det er generel frustration over den måde, som virksomheden og ledelsen behandler os på. Det er den ene forringelse af vores arbejdsforhold efter den anden. Vi er gået ned i løn og i produktion. Vi skal lave mere for mindre. Og det er der jo ingen, der gider, vel?
- Nu er det op til Danish Crown. De har mulighed for at løse problemet. De kan jo efterkomme et ikke urimeligt krav fra mine kolleger.
Arbejds-nedlæggelse på Danish Crown
Mandag skrev Danish Crown i en pressemeddelelse, at man ikke har forståelse for arbejdsnedlæggelsen.
- I Danish Crown justerer vi løbende akkorderne i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i overenskomsten. Det er der som regel forståelse for blandt medarbejderne.
- Hvis der er uenighed om, hvorvidt en ny akkordsats ligger inden for den gældende overenskomst, så bringes den for det fagretlige system, hvor vi får en uvildig afgørelse. Men den mulighed har medarbejderne ikke forfulgt i dette tilfælde. skrev slagteriets ledelse.
Onsdag morgen klokken seks bliver der afholdt nye møder i storslagteriet i Horsens.
Nedenfor kan du høre et interview med Tillidsrepræsentanten hos Danish Crown Klaus Olesen