Endnu en by får drop-in dåb: - Kom ind fra gaden og bliv døbt med det samme
Drop in-dåb er en nyere opfindelse i landets folkekirker, hvor man hverken behøver dåbskjole eller tidsbestilling for at få vand i hovedet og tilhørende velsignelse. Lørdag fik borgerne i Horsens for første gang også muligheden.
En dåb behøver hverken at være højtidelig eller ende i stor festivitas. En dåb kan klares lige så hurtigt og let, som at hente mad i drivein-lugen på McDonald's.
I hvert fald hvis man vælger at døbe sit barn eller sig selv under en såkaldt drop-in dåb.
Det er et koncept, som har fundet sted i flere kirker i Danmark i flere år, men som noget helt nyt kan borgerne i Horsens nu også benytte sig af samme mulighed.
- Man skal bare komme ind fra gaden og have et billed-id med sig, og så undgår man det store ståhej om søndagen og til højmessen, siger Ane Helgestad Bjerregaard, der er sognepræst i Klosterkirken i Horsens, til TV2 ØSTJYLLAND.
Netop i dag kunne de første få vand i håret og modtage guds velsignelse til drop-in dåb i Klosterkirken i Horsens.
Er for alle
Drop-in dåb er for alle, og det er underordnet, om man er baby, ung eller gammel.
- Hvis man ikke lige nåede at blive døbt, da man var ung og ikke har lyst til at stå frem overfor en stor menighed - det kan godt være grænseoverskridende - så kan man komme ind her og gøre det helt stille og roligt, siger Ane Helgestad Bjerregaard, der er sognepræst i Klosterkirken i Horsens, til TV2 ØSTJYLLAND.
I alt blev 28 døbt i dag, lørdag, og flere datoer skulle være på vej i Horsens.
Konceptet har eksisteret siden 2017 i København. Siden har Aarhus også taget det til sig - her blev 87 mennesker døbt i 2019 og derfor gør de det igen år.
I Aarhus er det næste gang drop-in dåb den 14. marts i vor frue kirke.
"Virkede lettere"
Én af dem, der tidligere har benyttet sig af at blive døbt under en drop-in dåb, er 36-årige Marie Larsen Vind fra Viby.
Sidste år besluttede hun sig nemlig for at blive døbt i Fredenskirken i Viby, hvor kirken havde arrangeret en drop-in-dåb.
- I et stykke tid har jeg tænkt over, at jeg gerne ville døbes, men jeg har ikke rigtig fået gjort noget ved det. Men så opdagede jeg, at der var en mulighed for at få en drop-in-dåb, siger sagde Marie Larsen Vind til TV2 ØSTJYLLAND den 29. marts 2019.
Alt det krævede for at blive døbt, var gyldig legimitation.
- Det virkede lidt lettere, at jeg bare kunne komme ind og blive døbt.