Hospitalet lukker kontoret tre dage
Klinikerne på landets hospitaler bruger mere og mere tid på kontorarbejde med registreringer og dokumentation frem for at være hos patienterne.
Mange hospitaler har indkøbt udstyr, så klinikerne kan arbejde på patientstuerne, men meget af udstyret står og samler støv, da det er lettere at sætte sig på kontoret for at arbejde.
På Kardiologisk Afdeling, Hospitalsenheden Horsens, tager man konsekvensen og lukker kontorene den 20-22. marts 2013 for at undersøge, om kontorkapaciteten kan undværes, og hvilken betydning det får for patienterne.
- Det virker fornuftigt, fordi så har man en fornemmelse af, hvad der bliver sagt om én. Så det synes jeg er en rigtig god ide, siger Lars Kjær Årup, der er indlagt med en blodprop, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Både sygeplejersker og læger bifalder initiativet. Sygeplejerskerne ønsker som udgangspunkt at være tættere på patienterne. Lægerne oplever mange forstyrrelser og afbrydelser i det daglige arbejde og håber, at dette vil blive minimeret ved at kunne diktere og registrere på patientstuerne.
Se mere i indslaget ovenfor.