Mand omkommet efter brand i rækkehus
En 59-årig mand er mandag morgen omkommet efter en brand i et rækkehus i Horsens.
En 59-årig mand er mandag morgen død efter en brand på Pagevej i Horsens.
Sydøstjyllands Politi og brandvæsnet fik anmeldelsen kort efter klokken 7.00.
- Brandvæsnet havde reddet manden ud af huset, men han blev senere erklæret død, siger Lars Peter Madsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det var en hjemmehjælper, der skulle besøge manden, som opdagede branden og slog alarm. Manden boede alene i huset, og de pårørende er underrettet.
Brandårsag skal undersøges
Ifølge Lars Peter Madsen er der ikke sket skade på de nærliggende huse.
Vicepolitiinspektøren fortæller, at brandårsagen endnu er ukendt, men at der nu venter et arbejde med at finde ud af, hvordan branden er opstået.