Verdensstjerne spiller koncert i Østjylland
Et af verdens største musiknavne spiller koncert i juni 2023 i Horsens.
Blinding Lights. Save Your Tears. Can't Feel My Face.
Hittene står i kø, når verdensstjernen The Weeknd går på scenen, og i 2023 bliver det også i Østjylland.
Koncertarrangøren Live Nation skriver nemlig i en pressemeddelelse, at den canadiske hitmager spiller i Horsens den 14. juni 2023.
Det kommer til at foregå på Nordstern Arena - der tidligere hed CASA Arena - hvor der er plads til omkring 30.000 tilskuere. Liva Nation har dog ikke offentliggjort, hvor mange billetter der sættes til salg.
Koncerten i Horsens er kun det andet stop på The Weeknds europæiske sommerturné med navnet 'After Hours Til Dawn'.
Opvarmning bliver Kaytranada og Mike Dean.
Også sanger og skuespiller Harry Styles lægger i 2023 vejen forbi Horsens. Han skulle have spillet koncert i Royal Arena i juli 2022, men måtte aflyse, fordi der tidligere på dagen var blevet skudt flere mennesker i shoppingcenteret Fields. Styles spiller to gange på Nordstern Arena den 13. og 14. maj.
Tidligere har store navne som Elton John og U2 også spillet på fodboldstadionet.