Lindas psykisk syge søn døde: Vi er nødt til at råbe systemet op

Lige så uendeligt hårdt og altkonsumerende, det kan være at være pårørende til en psykisk syg, lige så altafgørende er det, at man som pårørende råber op om de problemer, man oplever indenfor psykiatrien, mener Linda Heide Ottosen, der mistede sin søn Jonatan Heide Becker i august i år.

- Jo mere bevågenhed, jo større forståelse og jo mere hjælp til de syge, siger Linda Heide Ottosen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hun mener, at man som pårørende er nødt til at kæmpe for en bedre psykiatri, både hvad angår midler og metoder. For det nuværende system var ikke nok til at hjælpe hendes søn.

- Han blev fyldt med medicin, han blev tvangsfikseret, og han blev afskærmet på sin hospitalsstue. Det fik han det ikke bedre af. Jeg siger ikke, at det ikke hjælper for nogen, men det gjorde det ikke for min søn, siger hun.

Mor: Systemet var der ikke for Jonatan           

Linda Heide Ottosen husker tilbage på de mange gange, hvor hun tog Jonatan hjem til sig og sørgede for ham. Hvor hun låste døren indefra, i tilfælde af at sygdommen tog over og drev ham til at løbe i timevis. Hvor hun lavede dagsskemaer til ham, så han vidste, hvad han skulle.

Men opgaver som disse og den konstante bekymring var hårde, når hun samtidig skulle passe et arbejde.

- Jeg har tit tænkt, at jeg ville ønske, at jeg kunne tage en omsorgsdag, barnets første sygedag eller noget plejeorlov. Men det kunne jeg ikke, fordi han var fyldt 18. Det var meget angstprovokerende at vide, at han var alene hjemme, siger Linda Heide Ottosen.

Når hun ser tilbage, ville hun ønske, at hun havde tilbragt endnu mere tid hjemme sammen med sin søn.

- For det system, jeg stolede på, var der ikke for ham, siger hun.

Andre pårørende kan lære af sagen

Linda Heide Ottosen håber, at hun ved at stå frem med sin søns historie, kan være med til at skabe bevågenhed om alt det, hun mener, bør gøres anderledes i psykiatrien.

Hun vil også meget gerne bidrage til at hjælpe andre pårørende til psykisk syge.

Et af hendes råd til andre pårørende er blandt andet at læse journalen, inden den syge bliver udskrevet.

- Stil spørgsmål, hvis der er noget, der skriger til himlen, i forhold til at de vil udskrive, siger hun.

Selv fik hun først fat i Jonatans journal efter hans død.

- Der kunne jeg læse, at han var forfærdeligt syg selv den sidste uge, hvor han bare lå katatonisk i sin seng, siger Linda Heide Ottosen.

SIND: Vigtigt at pårørende kæmper

Knud Kristensen, der er formand i landsforeningen SIND, mener ligeledes, at pårørende kan tage ved lære af sagen om Jonatan.

- Man kan lære, at man som pårørende er nødt til at kæmpe for, at en psykisk syg ikke bliver udskrevet, før der ligger en plan for, hvad der skal ske med vedkommende. De er nødt til at være mere insisterende overfor myndighederne, selvom det er lettere sagt end gjort, siger Knud Kristensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han hører pårørende fortælle, at de i forvejen bruger enorme mængder tid og energi på at råbe myndighederne op.

- Og det er enormt vigtigt, siger han.

Pårørende kan give livskvalitet

Linda Heide Ottosen mener desuden, at man som pårørende spiller en stor rolle i forhold til at give den psykisk syge en følelse af livskvalitet.

- Når han var sammen med min datter, så dansede de, gik lange ture og legede. Det er vigtigt, at man som pårørende opmuntrer den syge til at føle, at man har et liv, og at man er en del af en familie og en større sammenhæng udenfor hospitalet, siger hun.

Hun drømmer om en psykiatri, hvor ikke kun de pårørende, men også personalet, har tid og ressourcer til at bidrage med aktiviteter, der kan give de syge en øget livsglæde.

Med indtil da må man som pårørende tage sagen i egen hånd, mener hun.

- Det er vigtigt, at man aldrig giver slip. At man viser, at man er der for den syge, uanset om man er familie eller ven. At man ikke er bange for at komme på besøg på hospitalet og hente den syge, gå ture i skoven eller ved vandet, siger Linda Heide Ottosen.