Plejehjem for alkoholikere skal give bedre livskvalitet
Et særligt plejehjem for alkoholmisbrugere åbner i Silkeborg i dag
En helt ny måde at strukturere plejecenter ser dagens lys i Silkeborg i dag. Det er Plejecenter Solgården i Sjørslev nord for Kjellerup, der åbner op for en helt særlig gruppe ældre borgere. Plejecentret skal nemlig huse ældre alkoholmisbrugere. Og det er til stor glæde for plejecentrets leder.
- Jeg var med til at ønske, at plejecentret skulle laves om til profilplejeboliger for borgere med alkoholmisbrug. Og at det så sker i dag, er jeg meget positiv over for, siger Anna Pedersen, der er daglig leder på Plejecenter Solgården, til TV2 ØSTJYLLAND.
De ansatte bestiller alkoholen
På plejehjemmet må beboerne stadig gerne gerne drikke det alkohol, de har lyst til. I samarbejde med de ansatte får beboerne hjælp til at bestille alkohol hver uge, og det giver mere struktur i deres hverdag.
- Beboerne får det spiritus, de vil have. Vi laver aftaler med samtlige beboere om, hvad de vil drikke og hvornår, og så sørger vi for at opbevare alkoholen, så de får noget struktur på deres alkoholmisbrug, siger Anna Pedersen.
Solgården huser allerede alkoholmisbrugere, og derfor har plejehjemslederen allerede erfaring med, at det giver større livskvalitet til misbrugerne, hvis de får hjælp til at strukturere deres alkoholforbrug:
- Det med, at beboerne får den hjælp og omsorg, de har brug for, gør, at deres livskvalitet bliver langt bedre, end hvis de boede for dem selv. Vi kan se, at allerede efter et par måneder har beboerne det langt bedre, siger Anna Pedersen.
Samtidig kan Anna Pedersen også se, hvordan beboerne får det fysisk bedre af at få struktur på deres alkoholforbrug.
- Når vi serverer god mad for beboerne hver dag, tager de på i vægt, og det er med til at styrke deres helbred. Og så kan vi bare mærke, hvordan de er gladere og har mere overskud i hverdagen, fortæller plejehjemschef Anna Pedersen.
Alle er velkomne
Plejecentret Solgården har, siden det blev opført i 2000, fungeret som et almindeligt plejecenter, men det bliver der altså nu lavet om på. I eftermiddag er der officiel indvielse af det nye profilplejehjem, men selvom plejehjemmet nu fokuserer på ældre alkoholmisbrugere, er alle velkomne:
- Der bor allerede borgere på plejehjemmet, som ikke er alkoholmisbrugere. Dem vil vi naturligvis ikke smide ud af deres hjem. Og skulle der være nye borgere, der har lyst til at bo hos os, selvom de ikke har et alkoholmisbrug, er de også meget velkomne, siger Anna Pedersen.
Samtlige ansatte på Solgården har fået ekstrauddannelse, så de er klar til at håndtere de nye beboere på profilplejehjemmet. Planen er, at Silkeborg Kommune i fremtiden vil oprette endnu flere profilplejehjem, som har fokus på ældre med særlige behov.
VIDEO: Se i indslaget herunder, hvordan det gik til fredagsbar på Vorup Plejecenter i Randers.