Valgplakater: Hvilket ansigt giver flest stemmer?
Der er forskel på, hvordan man skal se ud, hvis man vil tiltrække stemmer på højrefløjen i forhold til venstrefløjen
De hænger overalt i gadebilledet lige nu. Valgplakater med politiske partibogstaver og en smilende - eller knap så smilende - mand eller kvinde.
Men der er en sammenhæng i forhold til, hvordan det er bedst at se ud, når man er på den ene eller anden politiske fløj.
- De kandidater, der ser kompetente og attraktive ud, de får et bedre valgresultat, siger Lasse Laustsen, som er adjunkt på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Men der ligger mere bag end kompetence og attraktivitet. Lasse Laustsen har lavet studier og undersøgelser om, hvad der påvirker vælgerne ved det førstehåndsindtryk, de får fra et ansigt på en valgplakat.
- Vi tog ansigtet af en række kandidater og viste til folk, som ikke vidste, de stillede op inden for politik. De skulle så bedømme ansigtet og de gennemsnitlige betragtninger, holdt vi op mod valgresultat, siger Lasse Laustsen.
Den hårde højrefløj
Resultaterne viste, at vi ofte spejler vores politiske overbevisning med de typer af ansigter, som hænger på valgplakaterne.
- Hvis man er fra et parti på højrefløjen, så skal man helst se stærk, dominerende og maskulin ud. Så får man flest stemmer. Imens det er modsat på venstrefløjen, hvor man skal se imødekommende, venlig og rolig ud, siger Lasse Laustsen.
Det handler blandt andet, om hvilket syn man har på verden i forhold til sin politiske overbevisning, og om man tror at personerne på plakaterne kan løse problemerne.
- Højreorienteret vælgere ser verden mere konfliktfyldt, farlig og dyster. Venstreorienteret skal være samarbejdende, venlig og rolig. Man vælger en kandidat, som de ser verden på, siger Lasse Laustsen.
Storgrinene på motorcykel
Bent Jacobsen fra Venstre i Skanderborg har ikke overvejet om, han ser maskulin eller dominerende ud på sin valgplakat.
- Nej, nej, nej! Sådan noget har jeg slet slet ikke tænkt på, siger han.
Han er fotograferet, mens han sidder på sin Nimbus-motorcykel fra 1952.
- Det er en identitet for mig at have den gamle motorcykel. Jeg elsker lyden af den motor. Det er naturligt, at jeg tog den med på valgplakaten, siger Bent Jacobsen, som er byrådsmedlem og kandidat for Venstre i Skanderborg Kommune.
Han ville ikke overveje at se mere kompetent eller dominerende ud for at få flere stemmer.
- Rent taktisk har jeg ikke tænkt over det i den sammenhæng. Jeg vil bare gerne afspejle mig selv. Jeg har slet ikke tænkt i den terminologi, siger Bent Jacobsen.
Signalere styr på tingene
På den anden fløj har Karen Lindemann fra Socialdemokratiet i den grad tænkt over, hvordan hun fremstår på sin valgplakat.
- Jeg vil gerne signalere, at jeg ser stabil og ordentlig ud. Jeg er jo en gammel kone på 64 år, så jeg har også tænkt over, at have en ordentlig kjole på, smykker og lidt for meget læbestift, siger Karen Lindemann.
Hun har siddet i byrådet i 16 år og håber, at folk er klar over hendes holdninger og ikke kun stemmer ud fra plakaterne.
Hun har derfor også kun hængt 50 plakater op i kommunen – men udtrykket på dem er vigtigt.
- Min plakat skal signalere: Her er en kone med styr på tingene, siger Karen Lindemann.
Rykker stemmer, men ikke valget
Selvom man kan prøve at se dyster eller venlig ud, så er førstehåndsindtrykket på en valgplakat kun en del af det, der får folk til at vælge, hvor de sætter krydset.
Men internt i partierne og på på de politiske fløje, kan udseendet godt rykke stemmer.
- De effekter, vi snakker om, og mange af de andre effekter med attraktivitet og kompetence. Det er noget, der har betydning inden for et parti, siger Lasse Laustsen.
Det er dog ikke udelukkende udseendet, der betyder alt for at få et godt resultat til et valg.
- Heldigvis er der mange andre ting, der påvirker os, når vi skal ned og stemme. Det er ikke kun historien om det perfekte udseende, siger Lasse Laustsen.