Godt nyt til letbanepassagerer: Nu er der endelig en hjertestarter
Letbanen er nu blevet udstyret med hjertestartere. Det skaber større tryghed for passagerer og personale i Aarhus Letbane.
Hvis du får et hjertestop i Letbanen, har du nu større chance for at overleve.
Efter flere måneders ventetid er der nemlig blevet installeret hjertestartere i samtlige 26 Letbanetog hos Aarhus Letbane.
- Det giver mig ro. Hvis der er episode, så er hjertestarterne tæt på og de er nemme at bruge. Det er rart at vide at sikkerheden er noget større end før, siger Michael Borre, der er direktør ved Aarhus Letbane, til TV2 ØSTJYLLAND.
Hurtig hjælp øger chancen for at overleve
- Når der sker hjertestop uden for et hospital i Danmark, træder vidner i dag til med livreddende førstehjælp i cirka to ud af tre tilfælde, dog langt oftere i det offentlige rum end i private hjem.
- Hvis en person med hjertestop først får hjælp, når ambulanceredderne ankommer, er der tre procent chance for at overleve.
- Yder en hjerteløber eller anden såkaldt lægmand hjertelungeredning, inden ambulancen ankommer, stiger overlevelseschancen til 12 pct.
- Hvis der også påsættes en hjertestarter og afgives stød inden ambulancens ankomst, kan mere end 50 pct. overleve.
Kilde: Region Midtjylland
Havde ikke råd til hjertestarter
Tilbage i maj sidste år kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle, at der ikke var penge til hjertestartere i Letbanen.
Kort efter kom det frem, at flere politikere og bestyrelsesmedlemmer i Aarhus Letbane ville have hjertestartere ombord på Letbanen.
Bestyrelsen i Aarhus Letbane besluttede, at Region Midtjylland og Aarhus Kommune skulle finansiere hjertestartere til alle Letbanetog.
- Det er godt, vi er nået frem til den beslutning. Hvis der var én, der fik et hjertestop, og vi ikke havde gjort det, så ville jeg have det skidt med det, siger Arne Lægaard, regionsrådsmedlem for Venstre og næstformand i bestyrelsen i Aarhus Letbane, til TV2 ØSTJYLLAND.
Passagerer føler sig mere trygge
Nyheden bliver taget godt imod blandt passagerne i Letbanen.
- Jeg synes, det er en rigtig god ting. Det giver en tryghed, at jeg ved, at der er en hjertestarter inden for rækkevidde, siger Michael Lund fra Trige til TV2 ØSTJYLLAND.
Og den holdning er han ikke alene om.
- Det er betryggende at vide, at der er mulighed for at give den nødvendige hjælp, hvis der skulle opstå en nødsituation, hvor der er brug for en hjertestarter, fortæller Simone Dahl Gustafson fra Aarhus C til TV2 ØSTJYLLAND.
Letbanefører fik hjertestop
Problematikken blev taget op, efter en letbanefører fik hjertestop mellem to stationer, og dermed var langt fra en hjertestarter.
Han fik hjælp af passagerer på toget. I den forbindelse ledte de efter en hjertestarter, dog uden held.
Letbaneføreren overlevede episoden, men det satte tanker i gang hos både bestyrelsen og direktør for Aarhus Letbane, Michael Borre.
- Det gik op for os, at det er smart at have hjertestartere inde i letbanetogene. Jeg er glad for, at bestyrelsen tog den beslutning, da det skaber større tryghed for passagerer og personale, siger Michael Borre til TV2 ØSTJYLLAND.
Inden episoden havde man i Aarhus Letbane overvejet at sætte hjertestartere op på letbanestationerne.
Nu er de blevet sat op inde i togene, og dermed ser det altså ikke ud til, at der kommer hjertestartere på stationerne.