Styrelse forventer grønt lys til letbane på onsdag
Trafikstyrelsen forventer at kunne give godkendelse af Aarhus Letbane onsdag i næste uge
Med tre måneders forsinkelse forventer Trafikstyrelsen nu at give endelig godkendelse til Aarhus Letbane på onsdag. Det oplyser styrelsen til jp.dk.
Vicedirektør i Trafikstyrelsen Kåre Clemmesen oplyser, at der bliver tale om en godkendelse med vilkår.
- Den godkendelse, som vi forventer at kunne give Letbanen på onsdag, er betinget af en række vilkår, siger Kåre Clemmensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Kåre Clemmesen oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at det tidligst kan blive onsdag, at godkendelsen falder på plads. Det skyldes, ifølge ham, det store arbejde, der ligger i at gennemgå det materiale, der er indsendt i forbindelse godkendelsen. Aarhus Letbane har indsendt materiale til godkendelse på cirka 2.700 sider, fortæller han.
Letbanen melder ikke åbningsdag ud endnu
Men Aarhus Letbane vil ikke endegyldigt melde et tidspunkt ud for, hvornår første tur køres.
- Det vil vi ikke sige noget om, før vi har den endelige godkendelse. Trafikstyrelsen har af flere omgange sagt, at man forventer en godkendelse på det og det tidspunkt, så vi melder intet ud endnu, siger pressechef hos Aarhus Letbane, Jens Velling, til TV2 ØSTJYLLAND.
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) var lørdag ude med kras kritik af Trafikstyrelsen.
Han har bedt transportminister Ole Birk Olesen (LA) om en undersøgelse af det kaotiske forløb omkring godkendelse af letbanen.
Letbanen skulle oprindeligt være åbnet 23. september, men det blev aflyst med dags varsel af Trafikstyrelsen.
Indstillet på åben undersøgelse
Jacob Bundsgaard meldte lørdag ud, at han ville have transportminister Ole Birk Olesen (LA) til at iværksætte en undersøgelse om letbanens forløb med Trafikstyrelsen.
- Min tillid til Trafikstyrelsen i øjeblikket kan ligge på et meget lille sted, og derfor er vi også nødt til at få undersøgt hele det forløb, der har været omkring det her. Vi har brugt millioner af skattekroner på at få lavet de her sikkerhedsgodkendelser. Det er et langt forløb som nu igen ser ud til at springe den frist, man har lavet. Det er uacceptabelt, og det er vi nødt til at få undersøgt, siger Jacob Bundsgaard.
Kåre Clemmesen fortæller, at man fra Trafikstyrelsens side hilser en sådan undersøgelse velkommen.
- Vi er indstillet på en åben undersøgelse. Vi har ikke noget at skjule, fortæller Kåre Clemmesen.
OVERBLIK: Letbane har kørt 100.000 kilometer uden passagerer
Aarhus Letbane er snart tre måneder forsinket, og nu kræver borgmester forløbet undersøgt.
Aarhus Letbane har mødt flere bump på vejen fra anlæggelse og frem til den forventede åbning. Læs om forløbet her:
- Marts 2017: Åbningen af letbanen bliver udskudt på grund af manglende kørestrøm samt opsætning af nye broer.
- Juli 2017: Testkørsler af letbanen indledes på strækningen fra Aarhus H til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
- 22. september 2017: Trafikstyrelsen kan ikke godkende letbanen til kørsel med passagerer og aflyser dermed den planlagte åbningsfest dagen efter.
Styrelsen har ikke tillid til, at letbanens operatør, selskabet Keolis, har styr på sikkerhedsprocedurer, og man mener heller ikke, at Aarhus Letbane lever op til kravene til vedligehold af banen. - 26. september 2017: Borgmester Jacob Bundsgaard (S) holder pressemøde efter at have forlangt en redegørelse fra letbaneselskabet om forløbet.
Det fremgår også, at der har været knas i kommunikationen mellem letbanen og styrelsen, og at der var mistillid mellem styrelsen og den daværende sikkerhedschef i Keolis. - 16. oktober 2017: Aarhus Letbane oplyser, at Keolis har fremsendt opdaterede sikkerhedsprocedurer til Trafikstyrelsen.
- 20. oktober 2017: Trafikstyrelsen bekræfter at have modtaget reviderede sikkerhedsprocedurer. Styrelsen oplyser, at man nu sagsbehandler og ikke kan meddele et endeligt tidspunkt for forventet godkendelse.
- 13. november 2017: Aarhus Letbane holder møde med Trafikstyrelsen. Det står nu klart, at meldingen fra Trafikstyrelsen om, at letbanen kan åbne fem-otte uger efter aflysningen, ikke holder stik.
De endelige godkendelser er endnu ikke på plads. - 14. november 2017: Letbanens ejere, Aarhus Kommune og Region Midtjylland, inviterer Trafikstyrelsen til møde for at drøfte situationen.
- 23. november 2017: Trafikstyrelsen tilkendegiver på mødet i Aarhus, at man venter at have alle godkendelser på plads, så letbanen kan åbne på den indre strækning fra Aarhus H til Aarhus Universitetshospital i uge 50.
- 8. december 2017: Trafikstyrelsen vil ikke give Aarhus Letbane lov til at køre endnu. Der mangler fortsat noget arbejde, oplyser Trafikstyrelsen efter et møde.
- De har stadig noget at levere i næste uge, siger vicedirektør i styrelsen Kåre Clemmesen til Ritzau. - 11. december 2017: Aarhus Letbane oplyser i et statusnotat, at letbanen nu har kørt 103.180 kilometer uden passagerer. Desuden oplyses, at operatøren, Keolis, har fået de nødvendige godkendelser.
- 16. december 2017: Trafikstyrelsen har endnu ikke meldt officielt ud, hvornår der kan gives tilladelse til at medbringe passagerer.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) kalder Trafikstyrelsen for "magtarrogant" og "uden for politisk kontrol". Han forlanger, at transportminister Ole Birk Olesen (LA) undersøger forløbet.