Kaos til stor fest: Folk sidder fast i køen i timevis
En stor mængde mennesker sidder netop nu fast i en kø uden at kunne komme frem. Arrangørerne beklager.
Danmarks Største Vejfest løber fredag og lørdag af stablen i Silkeborg.
Store navne som Medina, Suspekt, Tessa og Andreas Odbjerg spiller på Cirkuspladsen, og det har fået rigtig mange til at indløse billet.
Men lige nu, fredag aften, står flere hundrede hvis ikke tusind i kø og kan ikke komme ind. Ifølge personer i køen, TV2 Østjylland har talt med, har køen ikke rykket sig meget mere end nogle meter på en time.
Tip os
Har du stået i køen, så kontakt TV2 Østjyllands redaktion her. Vi vil gerne høre, hvor længe du har stået der, og hvad du har oplevet.
Tip osSamtidig fortæller flere, at frustrationen i køen ledte til, at nogle har skubbet og dermed skabt en ubehagelig situation for andre.
Billeder og video fra stedet viser den store folkemængde, der står som sild i en tønde.
En af dem er Cecilie Røge, der er der i en gruppe med 12 personer inklusiv sin familie fra Sjælland. De kom endnu tidligere frem til pladsen end sidste år, men køen er så også endnu længere.
Hun blev efter omkring halvanden time nødt til at træde ud af køen for at få klarhed over, hvorfor køen stod helt stille.
- Det er ikke okay, at man holder en begivenhed og så ikke rigtig kan sørge for, at den bliver afholdt, siger Cecilie Røge
Hun fortæller, at der nu er begyndt at blive delt vand ud til folk i køen. Angiveligt fordi flere har fået det dårligt, mens de har ventet.
Hendes gruppe havde blandt andet håbet at være inde på pladsen til Medinas koncert, der ifølge planen begyndte klokken 17.30.
På Facebook vælter kritikken også ned over arrangørerne på et opslag fra klokken 17.11, hvor der gøres opmærksom på den lange kø, der allerede der havde bygget sig op.
"Absolut kritisabel!! Vi har stået i kø 1,5time nu.. Ingen mulighed for væske, og solen bager ned. Unge mennesker der er afsted for at få en god oplevelse står og bliver dårlige, det er simpelthen ikke OK!," skriver en bruger eksempelvis.
For meget pres på
TV2 Østjylland har kontaktet Hede Rytmer, der står bag weekendfestivalen, og her lyder det, at gæsterne desværre selv er skyld i den massive kø. Årsagen til køen skal ifølge arrangørerne findes i, at alt for mange er kommet på samme tidspunkt.
- Vi arbejder så hurtigt, vi kan på at få folk ind, lyder det fra Anne-Mette Enghøj Lange fra Hede Rytmer.
Inden festivalen blev gæsterne opfordret til at komme i god tid - og særligt denne fredag.
Torsdag meldte festivalen, at den havde fået lov til at øge kapaciteten fra 12.000 til 13.000 gæster.