Ét spørgsmål rumsterer i stor narkosag: Hvem er den mystiske "Knifelife"?
Da politiet brød krypteringen på de kriminelles beskedtjeneste, væltede beviserne frem, men personen bag profilen ”Knifelife” forblev anonym.
Der vankede voldsomt lange fængselsstraffe, da politiet i 2020 slog til mod en narkoring, der stod bag storproduktion af amfetamin på en landejendom på Gyllingnæs syd for Odder.
Efter byretten havde afsagt sin sidste dom i sagen, havde de 11 dømte således fået 120 års fængsel til sammen.
TV2 Østjylland har de seneste dage oprullet sagen, hvor Jan Pihlkjær Andersen blev idømt 18 års fængsel, da retten vurderede, at han var ringens bagmand.
Bagmanden havde tidligere relationer til HA. Han blev sammen med en anden af sagens hovedpersoner taget på fersk gerning i færd med at pakke 72 kilo amfetamin, da politiet slog til i slutningen af juli 2020.
Af bevismaterialet fremgår det, at de to i vidt omfang selv planlagde produktionen og den efterfølgende distribution af amfetamin rundt i Østjylland.
Men i kulissen rumsterer en uidentificeret person. Den mystiske ”Kniflife”.
Politiet brød koden
Profilen "Knifelife" dukkede op, da politiet under efterforskningen fik en henvendelse fra kollegaer i Frankrig. De havde brudt krypteringen på Encrochat – en beskedtjeneste der fungerede ved, at brugerne kunne sende krypterede beskeder til hinanden, som ingen andre kunne forstå, og som derfor blev brugt flittigt af organiserede kriminelle.
Narkoringens medlemmer brugte således også Encrochat, og i januar 2021 kunne fransk politi derfor levere en bunke beviser til kollegaerne i Danmark, hvor flere af de nu dømte skrev sammen og aftalte produktion og levering af store mængder amfetamin.
- Har lavet suppe
Jan Pihlkjær Andersen skrev under navnet ”Allovertheworld”, når han kommunikerede på Encrochat. Her kunne politiet se, hvordan han aftalte at lave ”suppe” - et kodeord for amfetamin - med en anden af sagens hovedpersoner, der på Encrochat kaldte sig ”Madcapone”.
Men Jan Pihlkjær Andersen skrev også med profilen "Knifelife".
Den 3. april 2020 klokken 18.39 sendte han følgende besked:
- Har lavet suppe.
Og den 3. juni 2020 klokken 20.21 skrev en anden af narkoringens medlemmer til "Knifelife", kort før et krisemøde i Randers:
- Blev lige stoppet af politiet.
Også denne person i narkoringen havde relationer til HA.
Hukommelsen svigtede i retten
Hvorfor skal vedkommende bag profilen "Knifelife" orienteres om, at der er lavet amfetamin, og at en af ringens medlemmer er blevet stoppet af politiet? Og hvorfor svarer han ikke?
Under retssagen spurgte anklageren flere gange de tiltalte, hvem "Knifelife" var, men ingen af de spurgte kunne huske noget om den profil, på trods af at de havde skrevet med vedkommende.
Ved du noget?
Ved du, hvem der gemmer sig bag profilen "Knifelife", vil vi gerne høre fra dig.
Det samme gælder, hvis "Knifelife" læser med her!
Alle henvendelser behandles fortroligt.
Send en mail til tip@tv2oj.dk eller skriv til redaktionen:
Tip osOm der er tale om den egentlige bagmand kom derfor ikke frem i retten, og i efterforskningen har politiet heller ikke kunnet finde frem til vedkommende.
Et puslespil med mange brikker
Advokat Mette Grith Stage er forsvarer for en af de dømte, når ankesagen mod flere af narkoringens medlemmer kommer for landsretten til august. Hun har kørt flere sager, hvor korrespondancer fra Encrohat har udgjort det fældende bevis, og hun forklarer, at det i flere tilfælde har været vanskeligt for politi og anklagere at fastslå identiteten på en profil og lægge hele puslespillet.
- Det kan nogle gange være svært at optrevle det her og sige helt konkret, hvem det er, der sidder allerøverst og trækker i trådene, siger Mette Grith Stage.
TV2 Østjylland ville gerne have interviewet politiet om sagen, men da flere af de dømte har anket, kører sagen stadig, og derfor har politiet ikke ønsket at udtale sig.
Ifølge senioranklager hos politiets Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet Jeanni Andreeva er det dog lykkedes at optrevle størstedelen af narkoringen fra Gyllingnæs efter Anklagemyndighedens opfattelse.
- Der står altid nogle bag, men det er de større fisk, vi har fået med det her materiale, det er der ingen tvivl om, siger hun.